Destination NORD vil være Danmarks stærkeste juledestination
Destination NORD vil være Danmarks stærkeste juledestination. Med færger fra Norge og Sverige lige i baghaven samt nogle af landets hyggeligste byer som perler på en snor er grundmaterialet i orden. Men den strategiske indsats har krævet et langt, sejt træk og en hel masse samarbejde mellem turismevirksomheder for at sikre, at der virkelig er noget at skyde med.
I Skagen, Frederikshavn, Sæby og Aalborg har overnatningssteder, attraktioner, museer, detail, foreninger med mere mobiliseret juleglæden helt siden januar for at sikre bundklang og stærk slagkraft i de kampagner, der allerede nu er kørt ud på nærmarkederne for at tiltrække gæster i månederne op til jul – og samtidig brande Nordjylland som den oplagte destination for et juleophold.
Med færger fra Norge og Sverige, der lander lige i baghaven, er det for Destination NORD oplagt at tage denne strategiske position:
- Det kan lyde vildt, at de store flagskibsevents, julemarkeder samt små og store juleoplevelser, -tilbud og særlige ophold allerede lå klappet og klar 1. september. Men hvis vi skal være klar til at gå ud og markedsføre os som juledestination i den periode, hvor gæsterne booker ophold – ja, så skal vi jo i sagens natur i god tid inden være klar med det, der skal markedsføres. Det er altså stærkt gået, at vi nu kan skyde en kæmpe kampagne-konfettikanon af med masser af konkrete oplevelser, der kan sælge juleophold i destinationen, siger Birgitte Christensen fra Destination NORD, der har koordineret juleindsatsen i de fire byer.
Derfor er de lokale kræfter mobiliseret helt fra årets begyndelse. Og 1. september lå der altså et kæmpe online juleunivers klar, kampagneplan og -materialer var designet og produceret, og de kommende uger starter julekampagnerne i Norge og Sverige i tæt samarbejde med VisitDenmark samt rederierne Color Line, Fjordline og Stena Line.
- For netop nordmænd og svenskere står Nordjylland som den ultimative ”hygge-destination” og er et oplagt mål for en kort getaway med fokus på shopping, god mad og det gode liv. Her i begyndelsen af kampagneindsatsen er der fokus på juleophold, som typisk bookes nogle måneder forud, og efterhånden som vi kommer tættere på jul, ruller vi mere specifikke oplevelser ud samt inspiration, blandt andet i form af guides. Geografisk går vi særligt efter Jylland, Sverige og Sydnorge og snævrer også geografien ind, som vi nærmer os jul, forklarer Sandra Kjær Enevoldsen, som er kampagneansvarlig i Enjoy Nordjylland / Destination NORD.
Indsatsen bygger videre på et tiltag fra 2023, hvor samarbejdet mellem turismeaktører, butikker me videre begyndte i Skagen, Frederikshavn og Aalborg. I 2024 er samarbejdet udvidet og dermed styrket, ligesom Sæby også er kommet med på julevognen.
En af dem, der er løbet ekstra stærkt for at blive klar med juleindsatsen, er Susanne Helena Thomsen, forpagter af Park Hotel Frederikshavn:
- Dette er et fantastisk tiltag med et enormt potentiale, hvis vi bliver ved at lægge sten på sten og holder ved. Det kan tage årevis at opbygge en stærk juledestination, som minimum tre-fem år, før vi har etableret os som en juledestination hos målgrupperne. Nøgleordet her er markedsføring, for uden kan vi ikke nå vores mål, men det handler også om, at hoteller, butikker, attraktioner og så videre holder åbent og skaber spændende tilbud, så der er noget at komme efter om julen og om vinteren. Vi har en smukt pyntet by, og det er meget specielt for en by af vores størrelse. Tænk, at det ikke er mere kendt nationalt. Nu gør vi det nemt for gæsterne at vælge os til. Dette samarbejde er fantastisk, og det skal vi arbejde videre med, så vi bliver en juledestination for hele Jylland og måske også resten af landet. I samarbejde med de andre nordjyske byer tror jeg, at vi kan opnå det.