Gå til hoved-indhold
22. november 2024 - kl. 00.11

Kvalitet fornægter sig ikke: Forrygende koncert med Allan Olsen

  • 2 af 4
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Peter Marquard

Kvalitet fornægter sig ikke. Trods en lidt hakkende start kom Allan Olsen hjem til Frederikshavn og leverede en forrygende koncert, da det 30 år gamle album "Rygter fra Randområderne" torsdag aften blev genopført i Det Musiske Hus til en udsolgt koncert, det vil sige 900 koncertgæster.

For 30 år siden var seks koncerter grundlaget for ”Rygter fra Randområderne”, der i mine øjne er en af de absolut bedste liveudgivelser i dansk musikhistorie. En del af albummet blev indspillet i det gamle Colosseum.

- Det var et fantastisk spillested, men Severinsen fik sin Hennes & Mauritz. Det kaldes fremskridt, sagde Allan Olsen ironisk.

”Rygter fra Randområderne” blev ikke spillet i kronologisk rækkefølge. Første nummer var altid stemningsfyldte Vi lå jo Herning, men Allan Olsen kom lidt tøvende fra start. Om det var lyden, en mindre efterårssnue eller om den lidt aldrende stemme ikke var helt varm skal være usagt, men i de første numre virkede Allan Olsen faktisk lidt ukomfortabel på scenen med et ellers yderst velspillende band – det nye Norlan – bag sig.

Det føltes som om, at Allan Olsen manglede lidt fokus, og der blev glemt et par linjer i Han har tænkt, og Gajo blev heller ikke indledt helt rigtigt. Men det kan jo også være charmerende, at alt ikke kører lige efter bogen. Som koncerten skred frem, blev den gode Olsen mere og mere varm, og især Rune Kjeldsen på guitar gav de legendariske sange et fantastisk lydtæppe.

Der var dømt fællessang på Op til Alaska, inden koncerten sluttede med den forrygende Aston Martin og De kommende år. Selvom sangene har mere end 30 år på bagen, og jeg hørte dem første gang live til en koncert på Excalibur og efterfølgende i Colosseum, står næsten samtlige 20 sange som milepæle på et helstøbt album, der i mine øjne næsten aldrig er blevet overgået af en dansk kunstner.

Allan Olsen vender hjem til en ny koncert fredag 6. december, og der er stadig få billetter tilbage. Har du ikke købt billet endnu – så køb en. ”Rygter fra Randområderne” indeholder så meget kvalitet fra Danmarks absolut bedste sangskriver (sammen med C.V. Jørgensen)

Og til sidst en lille bøn til publikum. Det må være muligt at minimere al den snak, som foregår under koncerten. Koncentrer jer om det, der foregår i salen. Både af respekt for kunstnerne og det øvrige publikum.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...