Blodrøde tal på havnen: Nu vil politikere ikke underskrive regnskabet
Politikerne i Økonomiudvalget nægtede at underskrive Frederikshavn Havns regnskab for 2023 på onsdagens møde. Det var der ellers lagt op til.
- Vi føler os ikke i stand til at skrive under, da vi ikke var en del af økonomien på Frederikshavn Havn i 2023, forklarer borgmester Karsten Thomsen (A) til DR Nordjylland.
Frederikshavn Kommune overtog ejerskabet af Frederikshavn Havn 15. maj i år, da havnen ikke længere var i stand til at betale sine regninger.
Regnskabet i 2023 viste et vildt underskud på 340,5 millioner kroner, fordi det var året, hvor alle skeletter væltede ud af skabet. Havnens gæld lyder på 1,73 milliarder kroner.
Som konsekvens af havnens økonomiske udfordringer har havnens revisor, revisionsfirmaet Deloitte, foretaget en nedskrivning af værdierne for en række af havnens aktiver:
- Olieterminalen er nedskrevet med 276,7 mio. kr.
- Silohallerne er nedskrevet med 2,5 mio. kr.
- M.A.R.S-arealerne er nedskrevet med 50,8 mio. kr.
Olieterminalen er den store skurk. Den blev i 2018 projekteret med en opførelsessum på 225 mio. kr. og skulle stå færdig og klar til drift i 2021. Den blev sat i drift i januar 2024, men med en opførelsessum, der pr. 31. december 2023 er opgjort til 463,2 mio. kr. og som efter årets hensættelse til voldgiftssag på 50 mio. kr. udgør 512,2 mio. kr.