Gå til hoved-indhold
21. november 2024 - kl. 13.11

Areal ved Hjørringvej sælges for minimum 1,8 millioner kroner

  • 1 af 1
    Arealet er omgivet af Hjørringvej, Niels Juels Vej og Randersgade. Skråt overfor ligger MAN Energy Solutions.
Af: Michael Frederiksen

Arealet på Hjørringvej 62 og 66 samt Randersgade 49 i Frederikshavn bliver nu sat til salg. Frederikshavn Kommune sælger det 7.238 kvadratmeter store område for en mindstepris på 250 kroner pr. kvadratmeter, hvilket i alt svarer til 1.809.500 kroner. Beslutningen blev i går truffet af et enigt Økonomiudvalg.

Arealet ligger i dag ubenyttet hen. Børnehuset Spiren har tidligere ligget på området, som er omkranset af Hjørringvej, Niels Juels Vej og Randersgade.

Spiren blev revet ned i 2022. Det kostede 1.320.000 kroner.

Området er udlagt til boliger. Arealet kan anvendes til helårsbeboelse med tilhørende kollektive anlæg som børneinstitutioner og lignende. Hvis det ikke bryder med områdets karakter af beboelse, kan der indrettes bygninger/lokaler til områdets daglige forsyning eller erhverv, som ikke giver nævneværdig påvirkning af omgivelserne.

Angående Hjørringvej 62 og 66 forventes det, at en ansøgning om byggeri eller udstykning af arealet vil udløse lokalplanpligt.

Angående Randersgade 49 forventes det, at der kan bygges en bolig uden, at det vil kræve lokalplan.

Et salg af Randersgade 49 særskilt kan lægge begrænsninger på, hvad det resterende areal kan anvendes til. For at give en kommende køber de bedste betingelser for at udvikle arealet, sælges det som et samlet areal.

Administrationen vurderer, at markedsprisen for arealet er 250 kroner pr. kvadratmeter ud fra en lignende handel i området.

Arealet udbydes på pris og projekt. Tilbudsgiver skal sammen med købstilbuddet aflevere et skitseforslag og en beskrivelse af projektet. Hvis købers projekt kræver lokalplan, foreslås det, at byggefristen sættes til to år efter lokalplanens vedtagelse, dog senest fem år efter købsaftalens indgåelse. Ellers gælder den normale byggefrist på to år fra overtagelsesdatoen.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...