Autobranchens Udviklingscenter vinder stor pris – igen
For anden gang vinder Autobranchens Udviklingscenter (AUC) i Frederikshavn den prestigefyldte pris Auto Awards, der uddeles hvert år ved en fest i Cirkusbygningen.
Autobranchens Udviklingscenter vandt i 2019 Auto Awards-prisen for at være "Årets tekniske uddannelse". Og i år har man så gentaget kunststykket og vundet prisen igen.
Uddannelseschef Jesper Clausen og uddannelsesleder Morten Aagren Porsmose var i anledning af AUC’s nominering draget til København for at deltage i den stort anlagte fest Auto Awards, hvor mere end 1.000 autofolk deltog. Mere end 20 priser blev uddelt og i det hele taget var det en mindeværdig aften med fest og god stemning.
Jesper Clausen og Morten Aagren Porsmose blev kaldt på scenen, da de blev kåret til "Årets tekniske uddannelse" i hård konkurrence med fire andre uddannelsessteder i Danmark. De var begge synligt glade og Jesper Clausen sagde blandt andet i sin takketale:
- Det er en stor præstation, som viser, at vores skole ikke kun leverer høj faglig kvalitet, men også har en stærk fællesskabsånd og en vision, der inspirerer både kursister og branchefolk. Jeg vil gerne takke vores undervisere, værkstedsassistenter og sekretærer for at gøre AUC så gode, som vi er. Uden deres utrættelige arbejde og dedikation til undervisning og service stod vi ikke her. En særlig tak til vores kursister, kunder og samarbejdspartnerne for at have stemt på os og anerkendt vores indsats. Tak.
Det er 10. gang, Auto Awards finder sted, og det er anden gang, at AUC vinder. Morten Aagren Porsmose, der er nyudnævnt daglig leder af AUC, har et bud på, hvorfor man har vundet to gange nu:
- Først og fremmest har jeg en flok kollega, der giver dem fuld skrue hver eneste dag. Som altid er klar på at lære nyt og bruge tid på at gøre arbejdet bedre. De drives af entusiasme, faglig stolthed, nysgerrighed og et solidt skud frederikhavnsk arbejdsmoral. Men vi har også altid forstået at være relevante for autobranchen ved at udvikle os. For fem år siden havde vi mange kursister på dieseltekniker-uddannelsen – i dag er det vores uddannelse til el- og hybridtekniker, der trækker kunder til. Og i takt med vores succes har vi også udvidet vores kapacitet, så vores kunder altid bliver mødt af topprofessionelle undervisere i et moderne undervisningsmiljø.
Autobranchens Udviklingscenter holder til på Hånbækvej 50 i Frederikshavn. De efteruddanner autopersonale fra Danmark, Sverige og Norge. 15 medarbejdere sørger for at drive forretningen , hvor der årligt kommer cirka 2.400 kursister forbi. I øjeblikket tilbyder man for eksempel Plastreparation på karrosseri, Classic Tech – lær at reparere klassikere, Autotekniker samt El- og hybridtekniker-uddannelsen, som er meget populær.