Slut med McDonald's og Burger King - nu sælger Morten P. Madsen gravsten
Morten P. Madsen har ejet fire McDonald's- og Burger King-restauranter i Frederikshavn, Sæby og Hjørring, men nu sælger han gravsten. Han fylder 67 år i februar. En tilværelse som pensionist siger han dog nej tak til.
- Det ligger langt fra mig. Jeg skal have noget at stå op til hver dag. Jeg er slet ikke færdig med at arbejde, fortæller Morten P. Madsen.
Han begyndte 1. november som salgsrådgiver i Danske Stenhuggerier i Frederikshavn, som ligger i Danmarksgade 1A. Fra sin plads bag skrivebordet kigger Morten P. Madsen ud på Nytorv og det trafikerede lyskryds på Europavej.
Der er tale om en stilling på 25 timer om ugen.
- Det er jo, hvad jeg i mange år arbejdede på to dage. Jeg har knoklet i mit liv, som ikke mange mennesker har, griner Morten P. Madsen.
Butikken i Frederikshavn er åben mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 11.30 til 16.30. Han har desuden ansvaret for Danske Stenhuggeriers udstilling i Ålbæk. Her er den faste åbningstid onsdag fra kl. 11.30 til 16.30.
Danske Stenhuggerier er Danmarks største leverandør af natursten og fremstiller gravsten i alle stilarter, som er udført i højeste håndværksmæssige kvalitet af dygtige danske stenhuggere.
Virksomheden har over 70 bemandede udstillinger i Danmark og har desuden afdelinger i Norge og Tyskland. Ekspansionen i udlandet skete med kapital fra Kirk Kapital Strategic Investments (LEGO) som mindretalsaktionær.
Morten P. Madsen er en af to sønner i "Træmadsen"-familien i Frederikshavn. Efter en shippinguddannelse hos ØK og et highschool-ophold i USA arbejdede han i sin fars tømrervirksomhed, inden han i 1990'erne åbnede tre McDonald's-restauranter. Dem solgte han senere og åbnede chokolade-virksomheden Chocolate Graphics på Anholtvej i Frederikshavn.
Senere arbejdede han blandt andet hos Uggerhøj og Stena Recycling, inden han i juli 2018 slog dørene op til Burger King, i øvrigt lige ved siden af Danske Stenhuggerier. Burger King-eventyret sluttede dog hurtigt og kostede Morten P. Madsen mange penge. Han har dog aldrig været typen, som lægger sig ned og giver op.
Nu sælger han ikke længere burgers, men gravsten.
- Mit hjerte slog lidt hurtigere, da jeg betjente den første kunde. De befinder sig jo i en sårbar situation, men her er min alder en fordel. Desuden er jeg god til at tale med mennesker, og hos Danske Stenhuggerier er der afgørende, at kunderne får en god servive og vejledning. Derfor er min arbejdstitel også salgsrådgiver, forklarer Morten P. Madsen.