Gå til hoved-indhold
112
20. november 2024 - kl. 09.11

Politi efter flere glatføreuheld: - Kig nu på dine dæk

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

- Kig nu på dine dæk. Er de egnet til at køre i det aktuelle vejr? Måske har du tænkt, at de godt lige kan klare en vintersæson mere, fordi du vil spare lidt. Vi indskærper over for vores patruljer, at de skal have ekstra fokus på bilisternes dæk.

Ordene kommer fra politikommissær Michael Karstenskov, leder af Patruljecenter Frederikshavn, i kølvandet på vinterens første sne, der for alvor ramte Frederikshavn Kommune i aftes og i nat.

Særligt på motorvejen gik det galt. En dansk lastbil kom kort efter kl. 2.00 i skred tæt på Frederikshavn og spærrede motorvejen et par timer. Situationen blev ikke nemmere af, at endnu en lastbil mistede herredømmet og ramte den første lastbil.

Der skete kun materielle skader.

Motorvejen åbnede igen efter et par timer, da de to lastbiler var trukket fri af hinanden og autoværnet. Der venter nu en reperation af autoværnet.

Onsdag kort før kl. 9.00 er der igen sket et uheld på Frederikshavn-motorvejen, denne gang i det nordgående spor mellem afkørsel 14 (Flauenskjold) og afkørsel 13 (Sæby Syd).

Nordjyllands Beredskab oplyser, at der er fastklemte. En bil ligger på taget.

Døgnrapporten melder desuden om "mistænkelige forhold" ved arresten i Frederikshavn.

Flere kontaktede ved 19-tiden politiet med beskeden om, at der blev affyret romerlys ved arresten i Danmarksgade.

- De var dog forsvundet, da vi nåede frem, men det er klart, at vi ser alvorligt på sådan en anmeldelese, når det har noget med arresten at gøre, fortæller Michael Karstenskov. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...