Maskinhallen i blåt humør med HP Lange, Esben Just og Jarno Varsted
Det skulle egentlig have været Paul Banks og HP Lange, der stod på scenen i Maskinhallen onsdag aften, men på grund af indtrufne omstændigheder blev det i stedet HP Lange ledsaget af Esben Just og Jarno Varsted, der entrede scenen.
Mens Just begyndte en fed bluesintro på el-klaveret, præsenterede HP Lange musikerne med indlagte ”Oh yeah” undervejs, og så kørte bluesmaskinen ellers derudaf.
Som regel er bluesmusikkens udgangspunkt jammer og klage, og derfor var det en sjov start at begynde koncerten med ”How the Hell Am I Supposed to Get the Blues” om, hvor svært det er at skrive en bluestekst, når man nu har det rigtig godt – sidste del blev sunget på dansk, da gruppens agent havde rådet dem til dette, hvis de ville have et rigtigt hit, som HP Lange kommenterede med et glimt i øjet.
Humor var i det hele taget gennemgående i HP Langes fortællinger om de enkelte numre.
Da der jo nu var tale om en anden konstellation end den oprindelige, måtte de to nytilkomne selvfølgelig også spille nogle egne numre, og Esben Just lagde ud med sin fortolkning af den klassiske ”St. James Infirmary” i typisk Just-stil og senere blandt andet den sejt gyngende ”Rock My House”.
Mundharpespilleren Jarno Varsted fik også nogle solonumre, blandt andet ”12 Gates To The City”, hvor han viste at han er blandt de ypperste på instrumentet.
HP Lange selv jonglerede selv ekvilibristisk med blues-tonerne på hhv. standard guitar og National steelguitar og slide-rør. Vi fik et bredt udsnit af sange fra flere perioder – blandt andet et par fra samarbejdet med Troels Jensen, den desværre nu afdøde blues guitarist – for eksempel ”Need Somebody on Your Bond”.
Genremæssigt var hovedparten af koncertens numre blues – utroligt hvor mange variationer, der kan laves over de tre til fire akkorder – men der blev også plads til et par countrynumre – for som HP sagde, ”Når man har siddet og set/hørt blues på YouTube den halve nat sammen med en flaske rødvin, finder man pludselig ud af at Countrymusik er befriende fedt”. Et af countrynumrene vi fik, var James Taylors ”Bartender’s Blues”.
Af andre numre, der skal nævnes, var den forrygende udgave af ”Whole Lotta Shakin’”, hvor det lykkedes Just at få spillet med den ene fod i bedste Jerry Lee Lewis stil og ”Drink a Little Poison Before You Die”, hvor Justs klaverspil tilførte nummeret lidt calypsostil.
Alt i alt var det nemt at fornemme, at alle tre musikere havde det samme blues-DNA i blodet. De gik godt i spænd og supplerede hinanden på bedste vis. Af og til var Esben Just måske lige dominerende nok i både spil og tale, men som helhed var det en god oplevelse for den fyldte Maskinhal.
