Vælgerforening har ingen kommentarer til folketingsmedlems indblanding
Den Konservative Vælgerforening i Frederikshavn vil ikke kommentere, om det får konsekvenser for folketingsmedlem Per Larsen (C), valgt i Frederikshavn-kredsen, at han pludselig blander sig i den såkaldte lydfilsag fra Frederikshavn Havn og går imod partiets to byrådsmedlemmer.
Per Larsen udtalte i mandags til TV2 Nord, at han vil have indenrigsminister Sophie Løhde (V) til at kigge på sagen, hvor en medarbejder fra Frederikshavn Kommune tilsyneladende hjælper Frederikshavn Havn med at undlade at give TV2 Nord aktindsigt i noget, der skal gives aktindsigt i.
- Hvad synes ministeren om, at der sidder nogen i en kommune og piller nogle ting ud, som de synes er uheldige, at der kommer frem? Og hvordan synes ministeren, at sådan en sag skal håndteres?, sagde Per Larsen til TV2 Nord.
Mens Per Larsen vil have ministeren indblandet, mener partiets to byrådsmedlemmer, John Lamp Henriksen og Peter Laigaard, at sagen er en intern personalesag. Det samme gør et flertal i Frederikshavn Byråd.
Kanal Frederikshavn har derfor spurgt Tomo Kijanovic, formand for Den Konservative Vælgerforening i Frederikshavn, om, hvad hans holdning er til, at Per Larsen blander sig i sagen? Byrådsmedlemmerne betragter det som en personalesag, mens Per Larsen går til ministeren. Får det konsekvenser for Per Larsen?
- Det er den konservative byrådsgruppe, der udtaler sig på vælgerforeningens vegne om sagen vedrørende Frederikshavn Havn. De har vores fulde opbakning i håndtering af alle sagerne. Vi kan derfor henvise til gruppeformand John Lamp Henriksen, svarer Tomo Kijanovic og næstformand Thomas Rugholm.
Per Larsens indblanding i sagen ønsker de ikke at kommentere.
- Vi har ikke yderligere at bidrage med, siger de.