Sæby overlever i Jyllandsserien: Førte 3-0, kom bagud 3-4 og vandt 5-4
IF Skjold Sæby undgik nedrykning fra Jyllandsserien efter det vildeste drama i lørdagens altafgørende kvalifikationskamp på Sparekassen Danmark Arena i Sæby.
IF Skjold Sæby førte 3-0 i anden halvleg og havde styr på kampen mod St. Restrup IF, men da gæsterne reducerede, overtog de teten.
De trykkede IF Skjold Sæby tilbage på banen og spillede godt i en længere perriode. De nøjes ikke med at spille godt. De scorede også fire mål og førte pludselig med 4-3.
De rødblusede sæbynitter gav dog ikke op. De udlignede til 4-4 efter 87 minutter, og i det 90. minut scorede Jakob "Mølby" Kristensen til 5-4, som blev slutresultatet.
- Vi er meget lykkelige og taknemmelige for denne afslutning, hvor vi havde Jan Werther på sidelinjen sammen med Nikolaj Dorff, fortæller Torben Schioldan, formand for seniorudvalget i IF Skjold Sæby.
Jan Werther er cheftræner i IF Skjold Sæby. Han faldt om under en træning - forårsaget af en hjernetumor - inden sæsonen og har været fraværende i det meste af sæsonen. I dag var han så tilbage sammen med Nikolaj Dorff, der har vikarieret som træner i de sidste kampe, hvor Skjold forvandlede en "sikker" nedrykning til den mest utrolige redningsaktion, som altså kulminerede i eftermiddag.
Målscorere for Skjold: Mikkel Dorff 2, Tobias Overlade 1, Thomas Nielsen 1 og Jakob "Mølby" Kristensen 1.
Makkerparret Jan Werther og Nikolaj Dorff fortsætter parløbet i efteråret.
- Så kan Jan starte stille og roligt op, forklarer Torben Schioldan.
Med IF Skjold Sæbys sejr i dag kan de lokale fodboldfans se frem til et par spændende lokalopgør i efteråret mellem IF Skjold Sæby og oprykkerne fra FfI.
SEIF, der er rykket op i serie 1, må derimod kigge i vejviseren efter de lokalbrag mod IF Skjold Sæby og FfI, som de inderligt ønskede. Det er første gang i SEIF's historie, at klubben er helt oppe i serie 1.