Roblon vil sælge sit amerikanske datterselskab
Roblon i Gærum igangsætter nu en frasalgsproces af sit amerikanske datterselskab. Det oplyser Roblon i en selskabsmeddelelse.
Roblon har over en længere periode - og især på det amerikanske marked - været negativt påvirket af markedsforholdene indenfor FOC-industrien ((kabelindustrien, red.).
Roblons amerikanske datterselskab er i løbet af 2024 blevet yderligere udsat for konkurrence fra især oversøiske konkurrenter fra Indien og Kina.
Til trods for betydelige investeringer i øget produktionskapacitet og produktivitetsfremmende tiltag i det amerikanske datterselskab finder ledelsen ikke grundlag for at fortsætte på det amerikanske FOC-marked.
Der igangsættes derfor en frasalgsproces af Roblon-koncernens amerikanske datterselskab i samarbejde med valgte rådgivningspartnere.
Ledelsen kan på nuværende tidspunkt ikke opgøre de regnskabsmæssige konsekvenser ved et eventuelt frasalg.
Ledelsen fastholder de tidligere udmeldte forventninger til regnskabsåret 2023/24 med en omsætning i niveauet 370 millioner kroner, et resultat af primær drift før af- og nedskrivninger og før særlige poster (EBITDA) i niveauet 25 millioner kroner og et resultat af primær drift før særlige poster (EBIT) i niveauet nul.