"Nye" Oslo-færger bliver aqua-grønne - kan snart opleves i Frederikshavn
Gotlandsbolaget har i dag løftet sløret for Oslo-færgernes nye look. En ny aqua-grøn farve kommer til at dominere de to færger, der i årets første tre måneder lægger til i Frederikshavn på ruten mellem København og Oslo.
Gotlandsbolaget oplyser i en pressemeddelelse, at det fremover bliver røde og grønne farver, der skal pryde de to passagerfærger. Og på skorstenen erstattes DFDS’ malteserkors med et stort "G" for Gotlandsbolaget, oplyser Søfart.
- Den aqua-grønne farve er inspireret af havets toner mellem Oslo og København. Den eksakte nuance er valgt ud blandt mere end 15 forskellige farveprøver. Med denne farve adskiller vi os markant fra andre cruise-færger, siger rutechef Kim Heiberg til Søfart.
Den nye grønne farve skal både bruges fysisk på skibene og i al kommunikation fra ruten, det vil sige brochurer, reklamer, digitale bannere og så videre.
Makeoveren er i fuld gang for "Nordic Pearl". Hun ligger i tørdok i Landskrona, hvor kahytterne blandt andet opgraderes, og altså også det ydre look. Hun ventes tilbage på ruten i weekenden 24.-26. januar, turen også går til Frederikshavn.
Sidste uge kom det frem, at skibene skifter navn fra "Pearl Seaways" til "Nordic Pearl" og fra "Crown Seaways" til "Nordic Crown".