Elektriker med ét svendebrev og tre læresteder
Elektriker Anders I. H. Olesen har netop afsluttet læretid som delelærling hos Mariendal, MAN Energy Solutions og Soft & Teknik. Med tre læresteder igennem hele uddannelsen har han opnået faglige brede kompetencer indenfor vidt forskellige grene af uddannelsen, og han står stærkt i forhold til det arbejdsmarked, som nu skal ud og erobres.
Netop muligheden for at være i lære i tre forskellige virksomheder med dertilhørende forskellighed i arbejdsopgaverne var Anders I. H. Olesens største motivation for at søge lærepladsen som delelærling.
Lærestedernes perspektiv ved at uddanne dele-lærlinge i fællesskab er muligheden for at give lærlingen store faglige udfordringe og at kunne give lærlingen kompetencer indenfor faget, man som lærested selv ikke kan bidrage med.
I løbet af læretiden har Anders I. H. Olesen hos MAN Energy Solutions arbejdet med vedligehold af maskinparken og bygninger. Hos Soft & Teknik har han bygget el-tavler og blandt andet været med ved installation af store varmepumpeanlæg. Arbejdet hos Mariendal har spændt fra elinstallationer i nybyggede huse til fejlfinding og nye elinstallationer i store industrier og automatiseringsopgaver.
Anders I. H. Olesen har igennem læretiden været omfattet af Lærlingeordningen ved Erhvervsservice Nord, hvor lærlingekoordinator Anette H. Sørensen er tovholder på delelærlinge imellem de tre læresteder.
- At være dele-lærling kræver enormt meget af lærlingen, der med tre læresteder har tre af alt. Fagligt indhold, kolleger, virksomhedskulturer, værdisæt, arbejdstøj og så videre. Også her har Anders hele vejen igennem levet op til forventningerne om, at ingenting kommer af sig selv. En kæmpe indsats har desuden båret frugt i, at alle skoleophold inklusive svendeprøven er afsluttet med topkarakterer, fortæller Anette H. Sørensen.
De personlige kompetencer bedømmes ikke med tal karakterer. Her er det læremestre og kolleger, der er vurderingsmænd. Her scorer Anders I. H. Olesen tilsvarende højt, og alle tre læremestre bruger samstemmende ord som faglig dygtig, engageret, kundeminded, udadvendt, empatisk, vellidt og omhyggelig.
- At være dele-lærling har for mig været en fantastisk uddannelsesrejse. Jeg er konstant blevet fagligt udfordret, hvor masser af dygtige kolleger har lært mig om elfagets mange forskellige facetter. Og det har været fedt at få lov til at afprøve så mange vidt forskellige områder i faget. Denne mulighed har kun kunnet lade sig gøre, fordi jeg har være dele-lærling. Hver eneste dag har været spændende, og jeg glæder mig mega meget til som nysvend at komme ud i elfaget og fortsætte med at dygtiggøre mig, udtaler Anders I. H. Olesen.
Forud for elektrikeruddannelsen har han en uddannelse som salgsassistent. Efter flere år i butikslivet ønskede han at lave et uddannelsesskifte mod et praktisk håndværk. Efter forskellige overvejelser faldt valget på elektrikeruddannelsen. I salgsassistent-jobbet var Anders I. H. Olesen vant til at yde det, de i fagsproget kalder ”verdensklasse kundeservice”. En kompetence, der i højeste grad også er vigtig som håndværker i el-faget.
Til samtalen i forbindelse med elektrikerlærepladsen måtte han bruge al den salgsteknik, han kunne mønstre, for at overbevise de tre hardcore læremestre - alle uddannet elektrikere - i forhold til skiftet fra at sælge skjorter til at ville være elektriker.
- Anders er et fantastisk godt eksempel på, at hvor der er vilje, er der vej. Med den faglige stolthed vi i dag ser Anders udstråle som elektriker, glæder det mig, at Anders dengang var ham, der kom igennem nåleøjet som delelærling, siger Anette H. Sørensen.
Øvrige partnere i Lærlingeordningen er Orskov Yard, EnTech Marine, Vestkajens Maskinværksted, RASI Maskinfabrik, Alfa Laval, KS Maskinteknik og Svanehøj.