Gå til hoved-indhold
15. januar 2025 - kl. 00.01

Samler ind til Ukraine for tredje år i træk: Overvældende opbakning

  • 1 af 5
    Sidste år blev der sendt 344 papkasser til Ukraine.
  • 2 af 5
    Indtil videre har indsamlingen modtaget 24 brændeovne.
  • 3 af 5
    Flere ukrainere hjælper frivilligt. De sørger blandt andet for at oversætte fra dansk til ukrainsk.
  • 4 af 5
    Bent Christensen synes, det er overvældende, at opbakningen til indsamlingen fortsat er meget stor.
  • 5 af 5
    Der indsamles konserves hele ugen, blandt andet fra REMA 1000 på Kragholmen.
Af: Michael Frederiksen

Er der stadig interesse for at samle tøj med mere til Ukraine? Buschauffør Bent Christensen indrømmer, at han var i tvivl. Det er han ikke længere. Faktisk ser det ud til, at årets indsamling slår rekord.

Sygeplejerske Rikke Nygaard Johansen, buschauffør Bent Christensen og sognepræst Simon Kristian Blix Nielsen, alle fra Frederikshavn, står for tredje år i træk i spidsen for en stor indsamling til Ukraine.

Frem til torsdag 16. januar kl. 15.00 er det muligt at aflevere tøj med mere i Abildgård Kirke, som igen stiller lokaler i kælderen til rådighed for de tre initiativtagere og deres 20-25 hjælpere, som virkelig har travlt.

- Vi begyndte at modtage tøj i fredags, og åbningsdagen slog rekord. Det er overvældende, men det er fedt, og så giver det jo mening, at vi bliver ved, siger Bent Christensen.

Sidste år blev der sendt 344 papkasser og omkring 300 poser af sted til Ukraine, hvor Rikke Nygaard Johansen, Bent Christensen og Simon Kristian Blix Nielsen samarbejder med en kirkelig organisation, som sørger for, at hjælpen kommer frem, hvor der er mest brug for den. Det bliver dokumenteret med fotos.

Vendelbo Spedition stiller for tredje år i træk en lastbil og to chauffører til rådighed uden beregning. Lastbilen pakkes fredag eftermiddag, hvorefter der sættes kurs mod Polen, hvor nødhjælpen kommer over i en anden lastbil, der kører over grænsen til Ukraine.

Der samles ikke kun varmt tøj ind. I år er der fokus på brændeovne. Der er foreløbig indleveret 24 brændeovne hos Danske Fragtmænd på Suderbovej, som hjælper med denne del af indsamlingen.

Et klaver og hospitalsudstyr er andre ting, som tager turen fra Frederikshavn til Ukraine.

- Vi oplever, at folk kommer fra hele Nordjylland. I går kom der en dame med fire poser tøj. Hun spurgte, om der var andre ting, hun kunne hjælpe med. Vi nævnte, at ukrainerne også efterspørger hygiejneartikler. Det fik hendes straks til at købe dette og aflevere til os, smiler Bent Christensen.

Vrå Dampvaskeri bidrager med jakker, varmt tøj og sengetøj.

Frivillige fra indsamlingen står desuden hele ugen i REMA 1000 på Kragholmen, hvor de gør kunderne opmærksomme på initiativet og opfordrer dem til at støtte med konserves, hvis de har lyst. Allerede efter første dag var der indsamlet 10 papkasser med mad.

Sidste chance for at aflevere ting til Ukraine-indsamlingen er torsdag kl. 15.00 i Abildgård Kirke. Lastbilen pakkes fredag eftermiddag.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...