19-årig spritbilist havde allerede fået frakendt sit kørekort
Politiet anholdt i weekenden tre spritbilister i Frederikshavn Kommune. En af dem er kun 19 år, og han var i forvejen blevet frakendt sit kørekort.
Den unge mand, som netop er fyldt 19 år, kommer fra Østervrå-området. Han blev stoppet lørdag kl. 02.20 på Sæbygårdvej i Sæby.
Politiet fik hurtigt en mistanke om, at han havde indtaget alkohol, og det blev bekræftet i en alkometertest.
Patruljen konstaterede endvidere, at den unge mand allerede er frakendt kørekortet, så hans møde natten til lørdag blev på flere fronter en dyr oplevelse.
Fredag kl. 19.35 anholdt politiet en 62-årig kvinde fra Frederikshavn, som kørte spritkørsel på Lendumvej.
Hun mistede herredømmet over bilen, påkørte et skilt og endte i grøften.
Heller ikke i dette tilfælde var der tvivl om, at kvinden havde drukket for meget alkohol.
Søndag kl. 17.17 var det en 33-årig mand fra Frederikshavn, som kørte spritkørsel på Barfredsvej i sin hjemby.
- De tre sager illustrerer desværre den tendens, vi oplever. Spritkørsel sker alle tider på døgnet, og det er begge køn og alle aldre. Det er naturligvis noget, som vi er meget opmærksomme på, når vi patruljerer, siger politikommissær Michael Karstenskov, leder af Patruljecenter Frederikshavn.