Gå til hoved-indhold
15. januar 2025 - kl. 11.01

16 unge filmskabere begynder på FilmMaskinen i Frederikshavn

  • 1 af 1
    De 16 elever i år kommer fra Frederikshavn, Aalborg, Hobro, Hadsund, Hjørring og Dronninglund.
Af: Michael Frederiksen

16 filminteresserede unge er netop begyndt på FilmMaskinens FGK, hvor de i løbet af dette år skal lære om alle dele af praktisk filmproduktion. Eleverne, der kommer fra mange forskellige nordjyske kommuner, drømmer alle om at lave fiktionsfilm, og på FilmMaskinen, som ligger i Frederikshavn, bliver de nu en del af et kreativt fællesskab hvor disse drømme kan realiseres.

I løbet af året skal de igennem workshops, hvor de skal lære om alle dele af praktisk filmproduktion med blandt andet projektstyring, dramaturgi, manuskriptskrivning, personinstruktion, og formidling med billeder, lyd og klipning. De får sparring fra forskellige professionelle fra den danske filmbranche, ligesom de får vejledning af FilmMaskinens faste mentor på FGK, Mads Palm Jensen.

De 16 elever i år kommer fra Frederikshavn, Aalborg, Hobro, Hadsund, Hjørring og Dronninglund.

20-årige Frei Kjær og 19-årige Summer Rose Anderson er begge startet på FilmMaskinen, fordi de drømmer om at arbejde i filmbranchen.

- FilmMaskinen er den bedste mulighed, når man interesserer sig for film. Det er fedt, at jeg kan gå på FGK ved siden af min ungdomsuddannelse, udtaler Frei, og Summer supplerer:

- Det så vildt spændende ud, så derfor meldte jeg mig til.

Meymey Østergaard, der er 3. års elev på FGK, fortæller, at hun har haft stor glæde af sine sidste to års uddannelse ved Den Nordjyske Filmskole, hvor hun har lært om filmproduktion:

- Det er fedt, at man får lov at komme ud på et rigtigt filmset, og man lærer, hvordan det foregår, når man skal filme og producere sine egne film.

På FilmMaskinen skal eleverne arbejde sammen i grupper om at skabe deres egne kortfilm. De skal indtage rollerne som henholdsvis instruktør, producer, fotograf, klipper og manuskriptforfatter, men de skal også lære om hinandens fagområder. Det er en væsentlig del af FilmMaskinens uddannelse, at eleverne får en fælles forståelse for filmiske fortællinger og praktisk produktion, for selvom man måske tror, at drømmen er at være instruktør, så kan det være, at en ny drøm åbenbarer sig, når man lærer om andre roller på filmproduktionen.

Når man skal skabe film, kræver det mange forskellige fagligheder, og der er plads til mange forskellige personlighedstyper. Derudover kræver det stærke samarbejdsevner, og eleverne på Den Nordjyske Filmskole vil opnå kompetencer indenfor både kreative processer og gruppearbejde.

Eleverne, der netop er startet på FilmMaskinens FGK repræsenterer således også mange forskellige typer, og de har forskellige interesser, men én ting binder dem sammen: Lysten til at lære at lave film.

FGK-elevernes forløb afsluttes i november med en gallapremiere i Palads Teatret i Frederikshavn, hvor de kortfilm, der er blevet produceret i løbet af året, vises.

Fakta om FGK:
Man skal være mellem 17 og 25 år og bosat i Nordjylland for at kunne søge ind på FilmMaskinens FGK.

Hvert år uddanner skolen cirka 15 unge filmmagere, og allerede i løbet af deres tid på FilmMaskinen vil eleverne opleve, at de får mulighed for at komme med ud på professionelle filmset. Således var flere af eleverne i efteråret 2024 med, da TV2-serien Oxen II blev optaget i Nordjylland.

Den Nordjyske Filmskole oplever, at op imod 80 procent af eleverne ender med at arbejde i film- eller relaterede brancher som gaming, reklame eller TV.

FilmMaskinen er det eneste sted nord for Aarhus, hvor man kan uddanne sig til at lave fiktionsfilm.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...