Hvordan kan Tranåsskolen lukkes uden en demokratisk debat?
- Jeg har meget svært ved at forstå og forlige mig med, at man bare kan lukke en skole uden en demokratisk debat. Lukningen er foreslået som en bemærkning i en sagsfremstilling lavet af skolechefen. En skole, der har eksisteret i 37 år, foreslår man lukket over natten.
Ordene kommer fra Peter Hørbye Jacobsen i Sæby. Han er tidligere lærer på Tranåsskolen i Sæby, som pludselig bliver indstillet til lukning på onsdagens møde i Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Punktet handler ved første øjekast om indførelsen af Juniormesterlære.
- Det er et rigtig godt initiativ fra Mathias Tesfay (børne- og undervisningsminister, red.), som jeg kun kan bakke op om. Det skal iværksættes efter sommerferien, og det kan være et rigtig godt tilbud til elever, der er skoletrætte og brænder efter at komme i gang med at arbejde i en virksomhed, mener Peter Hørbye Jacobsen.
Men det koster 2,6 millioner kroner om året at indføre Juniormesterlære. Her foreslår administrationen, at Tranåsskolen i Sæby lukkes. Det giver en besparelse på 1,6 millioner kroner.
- Tranåsskolen er måske ikke så kendt i det store billede, men den har været en del af gamle Sæby Kommune siden 1988. Skolen har været et kæmpe aktiv for Sæby Kommune og nu Frederikshavn Kommune. Skolen er for elever, der af en eller anden grund, har haft svært ved at gå i almenområdet, oplyser Peter Hørbye Jacobsen.
Han mener, at skolen igennem årene har givet unge mennesker lyst, mod og troen tilbage, så de efter et skoleforløb på Tranåsskolen er mere klar til at møde de udfordringer livet måtte bringe. Et eksempel på det kan læses andetsteds på Kanal Frederikshavn.
- Undervisningen på Tranåsskolen, og det man vil på Juniormesterlære, kan til forveksling ligne hinanden. Der er bare en stor forskel, man skal være bevidst om. Når man møder ind på Tranåsskolen, kommer man til en skole med 20 elever og de tre samme lærere hver dag. Der er tryghed, overskuelige rammer, forudsigelighed og et anerkendende læringsmiljø. Alt dette betyder uendelig meget, hvis man har dårlige oplevelser med fra folkeskolen. Modsat kommer Juniormesterlæren til at foregå på en stor skole, som eleverne på Tranåsskolen er "flygtet" fra, fortæller Peter Hørbye Jacobsen.
Det fremgår, at undervisningen skal foregå på Nordstjerneskolen i Frederikshavn.
- Jeg har meget svært ved at forstå og forlige mig med, at man bare kan lukke en skole uden en demokratisk debat. Lukningen er foreslået som en bemærkning i en sagsfremstilling lavet af skolechefen. En skole, der har eksisteret i 37 år, foreslår man lukket over natten. Jeg håber, at politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget sender forslaget om lukning at Tranåsskolen tilbage til Center for Skole, Klub og Ungdomsskole, lyder det fra Peter Hørbye Jacobsen.