Billetsalget begyndte i dag: Allan Olsen optræder på Sæby Festival
Klokken 12.00 satte Sæby Festival billetterne til salg og løftede sløret for de første kunstnere til årets festival, som finder sted 30. august. Allan Olsen og Tenna Ida er de to første navne, som er offentliggjort.
Ligesom sidste år danser Sæby Festival på to forskellige ben - det nye, sprøde, upcoming, der pirrer dine sanser og får dig til at tænke "hvad var nu det?" Og så det andet ben, som hylder ord, tanker, lyrik, poesi og sprog, udtaler Mia Ahrenholt Brandin, der er ansvarlig for at booke kunstnere til festivalen.
Målsætningen for 2024 var, at 300 personer gæstede Sæby Festival, men det antal voksede til 1100-1200 mennesker, som kom og var med i festlighederne fra kl. 13.00-00.00. På blot 10 uger blev festivalen stablet på benene.
Det blev en oplevelse, som både gæster, standholdere og kunstnere var tilfredse med, så med mere tid forestiller festivalgruppen sig, at der kan udvikles endnu mere på konceptet og drages endnu flere samarbejdspartnere ind i projektet.
- Det er vores klare mål, at Sæby Festival skal bibringe noget nyt og skabe nysgerrighed og interesse for forskellig kunst og kultur. Vi ønsker at gøre kunsten mere nærværende med relation til eget lokalområde og promovere Sæby udadtil, fortæller Mia Ahrenholt Brandin.
Sæby Festivals mål for 2025 er endnu engang at give plads til unge spirende talenter, og at rekvirere artister fra Nordjylland, som har vist noget særligt. Det at turde at satse på det usikre, og det skæve, som kan overraske og give anledning til refleksion, er væsentligt for festivalgruppen, så programmet vil være afvekslende og tale til en bred målgruppe.
Sæby Festival afvikles igen på Danish Crowns parkeringsplads. Early bird-billetter kan købes fra mandag 13. januar for 395 kroner for en voksen, 295 kroner for en ung mellem 16-25 år og 150 kroner for et barn fra 7-15 år. Børn skal være ifølge med en voksen for at komme ind på Sæby Festival.
Placeringen er valgt med omhu med det formål at skabe et positivt minde og vartegn, efter den over 100 år gamle institution lukkede ned forrige år, og da de fleste sæbynitter har en relation til slagteriet - enten i form af dem selv, familie, venner eller bekendte - var det næsten oplagt at binde byen og historien sammen der. Byen og historien danner således rammen for en festival, som kan trække tråde tilbage i tiden og samtidig være visionær og fremadskuende.
- Sæby er en by, der rummer mange muligheder, og den har en kulturarv og en historie, som vi gerne vil løfte og værne om. Ligesom Skagen er kendt for Skagensmalerne, så var Sæby forfatternes foretrukne refugium, og det tænker vi, at der kan dyrkes mere på med fokus på ordene og poesien og deraf afføde en hyldest til dem, der var, og dem der er, udtaler Mia Ahrenholt Brandin.