Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024: Idrætslærerteam fra Sæby Skole blandt finalisterne
Finalisterne til prisen "Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024" er offentliggjort. Årets vinder kommer fra enten Sæby, Horsens, Fanø, Brøndby eller Nykøbing Sjælland.
Elever, forældre, kollegaer og skoleledere har lagt mærke til idrætslærerne: "Unikke idrætsoplevelser", "skaber et trygt rum" og "fællesskab i særklasse".
Det er nogle af de ord, der står i indstillingerne på de finalister, der er udvalgt til prisen "Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024", som DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt står bag.
Prisen er et led i indsatsen om at skabe større anerkendelse af idrætsfaget og understrege betydningen af idræt for børn og unges fysiske, psykiske og sociale udvikling.
Idrætslærerteam fra Sæby Skole skaber tryghed hos eleverne
En af finalisterne er idrætslærerteamet fra Sæby Skole, der består af Margrethe Højbo, Ingemann Petersen, Dannie Pedersen, Sanne Magnusson, Thomas Nielsen, Helle Højbjerre, Per Pedersen og Lone Møller, der til dagligt har 0.-4. klasse.
- Det er fantastisk, at vi som team er blevet nomineret, for vi arbejder tæt sammen for at skabe undervisning, der gør en forskel og skaber tryghed for eleverne. Vi oplever, at idrætstimerne er et frirum for mange elever, hvor der er plads til leg og bevægelse, og hvor børnene får succesoplevelser, siger Helle Højbjerg og tilføjer:
- Når vi kan inspirere vores elever og give dem positive oplevelser ved at bruge deres krop og få glæde ved det, så er det nogle gode arbejdsdage. Vi ser, at de elever der har faglige udfordringer, de kommer på lige fod til idrætstimerne og får lyst til at bruge kroppen og det giver smil på læben. Samtidig ser vi, hvordan idrætten giver nye venskaber.
Idrætsfaget er afgørende for elevernes trivsel og fællesskab
I Danmarks Idrætsforbund ønsker man at fremhæve den vigtige betydning af idrætsundervisningen, som et centralt element i skolelivet.
- Idrætsfaget med fokus på trivsel, fællesskab og bevægelse er vigtigere end nogensinde. Det er med til at skabe sunde og glade børn. Det vil vi gerne være med til at understøtte med prisen "Danmarks Sejeste Idrætslærer", så vi kan vise værdien af det vigtige arbejde som idrætslærerne udfører hver dag, siger Hans Natorp, formand i DIF.
I Dansk Skoleidræt er man ikke mindst begejstret over kvaliteten i dem.
- Det skinner tydeligt igennem i ansøgningerne, at idrætsfaget er fyldt med engagerede ildsjæle, der brænder for faget. Vi har særligt set efter idrætslærere, som sikrer den høje didaktiske kvalitet, som favner alle elever og som giver dem gode og meningsfulde oplevelser med idræt. Og det formår alle fem finalister på flotteste vis, siger Finn Kristensen, formand i Dansk Skoleidræt.
Finalisterne er:
Prisen gives i år til den idrætslærer eller det idrætslærerteam, som mestrer at gøre idrætsfaget til et fag, hvor fællesskabet er i højsædet og hvor alle elever inkluderes i bevægelsesfællesskabet.
- Idrætslærerteamet Margrethe Højbo, Ingemann Petersen, Dannie Pedersen, Sanne Magnusson, Thomas Nielsen, Helle Højbjerre, Per Pedersen og Lone Møller, Sæby Skole.
- Idrætslærerteamet Frederik Juul Espensen, Henrik Secher Humle Christensen, Karoline Højgaard Nielsen, Nikolai Viig Nørkjær og Louise Ravn, Bankagerskolen i Horsens.
- Idrætslærer Kit Aagesen Goth, Nykøbing Sjælland Skole.
- Idrætslærer Lena Moeskjær, Fanø Skole.
- Idrætslærer: Britt Ørtoft Jensen, Brøndbyøster Skole.