Bliv frivillig telefon-ven i SIND Frederikshavn-Læsø
SIND Frederikshavn-Læsø udvider nu sit besøgsven-tilbud til også at omhandle et tilbud om at blive telefon-ven. Du bidrager med få timer om måneden, og dine samtaler har stor betydning.
Kunne du tænke dig at gøre en forskel for mennesker med psykisk sårbarhed inde på livet? Som frivillig telefon-ven i SIND kan du hjælpe en person med psykisk sårbarhed ud af ensomheden.
- Som et forsøg starter vi op med, at du kan blive telefon-ven med én borger. Dette indebærer, at du har telefonisk kontakt til din borger, og at I taler sammen i et nærmere aftalt tidsrum. I taler sammen cirka hver 14. dag i en halv time og op til to timer. I bestemmer selv, hvor længe I taler sammen, siger Bo Søndergård og Jimmy Jensen, besøgsvens-koordinatorer i SIND Frederikshavn-Læsø.
Du skal være mellem 18 og 90 år, nysgerrig og have en interesse i at lære andre mennesker at kende.
Det er en fordel at være god til forskellige typer af mennesker, ligesom du skal have et lyttende øre og en sans for dialog med andre. Måske du har erfaring indenfor sundheds- eller socialområdet, eller også synes du blot, at det at lære andre mennesker at kende giver energi og glæde.
Du skal ikke tage ansvar for borgerens beslutninger i livet eller hjælpe med praktiske ting. Du skal i stedet være motiveret af at gøre en kæmpe forskel for et menneske, som lever isoleret eller i ensomhed.
Du får løbende sparring med din besøgsvens-koordinator om, hvordan du oplever relationen til din borger. Samtidig bliver du en del af et større fællesskab af frivillige i SIND Frederikshavn og Læsø, og du kan desuden deltage i SINDs kurser for frivillige og udvikle og vedligeholde dine kompetencer. Derudover deltager du som telefon-ven gratis i alle SIND Frederikshavn-Læsøs arrangementer.
Kontakt SIND-Frederikshavns besøgsvens-koordinatorer:
Bo Søndergård eller Jimmy Jensen: 5124 4488. De har kontortid alle hverdage mellem 13:00 og 17:00. Du kan også sende en mail.