Respektløst at reducere Tranåsskolens betydning til 1,6 millioner sparede kroner i et regneark
Sarah El-Khatib har skrevet dette indlæg: For 10 år siden var jeg ung teenager i mistrivsel. Jeg havde det skidt – rigtig skidt. Jeg var ude i noget lort – rigtig lort. Og det lå på ingen måde i mine kort, at jeg 10 år senere ville blande mig i en offentlig debat! Men det gør jeg nu, for jeg bliver så ked af at erfare, at Frederikshavn Kommune er i gang med at fodre sit skolevæsen med egen hale. Man vil lukke Tranåsskolen i Sæby, som er et helt unikt og uundværligt skoletilbud for udsatte unge, for at skaffe penge til et tilbud for andre unge, som er i en helt anden målgruppe. Man vil ofre en gruppe unge for at redde en anden!
Jeg er tidligere Tranåselev – og jeg er stolt af det! For Tranåsskolen var det tilbud, der åbnede mine øjne for, at der er muligheder, og at der er andre veje at gå end den selvskadende.
Tranåsskolen er et lille sted, hvor der er plads til cirka 20 unge mennesker. Et lille sted, hvor jeg for første gang i min skoletid oplevede at blive set, hørt og rummet. Vi unge var meget forskellige og havde meget forskelligartede udfordringer, men vi havde et fællesskab, som jeg aldrig tidligere havde oplevet.
Da min UU-vejleder foreslog Tranåsskolen som en mulighed for mig, var begejstringen svær at få øje på; endnu et skoletilbud, flere pædagogiske voksne, mere madpakkelugt og flere nederlag. Men allerede ved første besøg blev min mavefornemmelse bedre, for det her var anderledes; det lignede jo ikke engang en skole, og de voksne var anderledes nærværende og planlagde min undervisning, så den passede lige til mig. Jeg skulle ikke længere være en del af gruppearbejde, fremlæggelser og fælles forelæsninger – alt det, som jeg tidligere fik ondt i maven over, fordi jeg var så bange for at udstille alt det, som jeg ikke kunne finde ud af.
I min folkeskoletid havde jeg en del fravær, og det var mit fravær, som skolen reagerede på. Det var et problem for skolen, at jeg blev væk – men problemet for mig var jo, at jeg ikke havde det godt, at jeg ikke kunne finde min plads i fællesskabet. På Tranåsskolen oplevede jeg noget helt nyt; jeg blev belønnet, når jeg kom. Hvis jeg mødte ind til tiden og hver dag i 20 sammenhængende dage optjente jeg en afspadseringsdag. Jeg fik en fridag, hvis jeg bidrog – sikke en gulerod. Jeg kæmpede som en gal for de fridage. Og i alle de dage, hvor jeg mødte ind, voksede jeg hver dag, og jeg fandt min plads i fællesskabet.
Tranåsskolens fællesskab er ikke blot et lille fællesskab bestående af de elever, som man har gået i skole med – skolens fællesskab er langt større, for der er et bånd imellem alle os, som har gået på skolen. I min tid på skolen oplevede jeg, at tidligere elever ofte kom forbi, når de havde bestået en eksamen, når de havde fået kørekort, når de havde fået et barn. De havde – ligesom mig – oplevet sig set af de voksne på skolen, og ville fortsat gerne vise og dele deres sejre i livet. Og hver gang vi havde besøg, præsenterede de voksne os for de tidligere elever, og fortalte om, hvordan det var gået disse elever. Jeg spejlede mig i disse elever og glædede mig til, at det blev min tur til at komme forbi.
Er jeg blevet astronaut eller rumraketforsker af at gå på Tranåsskolen? Nej, det er jeg ikke, men når jeg kigger tilbage på min skoletid på Tranåsskolen, så er det tidspunktet i mit liv, hvor jeg fik en begyndende tro på mig selv og mine muligheder i livet. Og jeg har da også været på besøg på skolen siden da – både da jeg blev uddannet buschauffør og da jeg fik min dejlige datter. På den måde bidrager jeg til det store fællesskab og håber at gøre en forskel for skolens nuværende elever.
Og hvor bliver vi historieløse, hvis man vælger at lukke en helt særlig skolemodel, som har gjort en kæmpeforskel for hundredevis af kommunens unge gennem mange årtier. Det er faktisk respektløst at reducere Tranåsskolens betydning til 1,6 mio sparede kroner i et regneark.
