Tre værker af byens store kunstsøn vender hjem til Frederikshavn
Frederikshavn Kunstmuseum er blevet begavet med tre værker af den anerkendte, frederikshavnske kunstner Eyvind Karup Nielsen (1920-1988). Den glade giver er Hjørring Håndværker- og Borgerforening, som hidtil har udstillet malerierne i kulturhuset Vendelbohus.
Foreningen er ikke længere ejer af Vendelbohus og har ønsket at komme af med kunsten, så den kan leve videre på bedste vis.
Formand Mogens Pahl Christensen, Hjørring Håndværker- og Borgerforening, oplyser, at målet for efterlivet for de tre værker af Eyvind Karup Nielsen er den enkle, men vigtige, at kunsten skal være til glæde for offentligheden.
- Foreningen har besluttet at donere disse tre værker til Frederikshavn Kunstmuseum, alene på den betingelse, at værkerne regelmæssigt bliver udstillet, siger Mogens Pahl Christensen.
I museets samling findes både malerier, tegninger og linoleumstryk af Eyvind Karup Nielsen, som blandt andet udstillede en årrække på Kunstnernes Efterårsudstilling. Karup Nielsen var inspireret af Munch og Nolde. Selvportrættet var hans speciale.
Den daglige leder af Frederikshavn Kunstmuseum, Christian Andersen, er begejstret. En af byens store sønner er vendt hjem.
- Eyvind Karup Nielsen er den inderste kerne af den kunstneriske kulturarv i Frederikshavn. Ligesom Karl Bovin, Frederikshavns store, anerkendte landskabsmaler, var han håndværksmaler, inden kunsten fik tag i ham, men modsat Bovin forblev han i Frederikshavn hele sit liv, siger Christian Andersen.
Det varer ikke længe, før museets gæster kan se de tre malerier. Allerede 1. februar kl. 14.00 er der fernisering på værker af Eyvind Karup Nielsen.