Unge vil hjælpe unge, når livet er svært
Unge har meget nemmere ved at tage imod hjælp, når opfordringen kommer fra en jævnaldrende. Derfor har Ungebyrådet i Frederikshavn Kommune besluttet, at kommunen skal samle kommunens tilbud til unge, der har det svært, ét sted og lade de unge om at række ud til hinanden.
"Du skal ikke være bange for at snakke om det. Det hjælper."
Så klart lyder budskabet i den kampagnevideo, som ikke bliver til at undgå i den kommende tid på sociale medier, hvis du er mellem 13 og 23 år og bor i Frederikshavn Kommune.
Ordene i videoen kommer fra 21-årige Vennan Vithiyaharan, der er en af de aktive unge i Ungebyrådet, der står bag kampagnen:
- Vi har alle de her gode muligheder i Frederikshavn Kommune for at få hjælp, hvis man er ung og har det svært. Om det handler om ensomhed, selvværd eller forældre, der drikker. Men alt for få kender til dem. Derfor vil Ungebyrådet gøre noget særligt for at samle tilbuddene – og for at vi som unge går forrest og bryder det tabu, det stadig er at sige det højt, når livet ikke bare kører på skinner, siger Vennan Vithiyaharan.
Ungebyrådet har derfor besluttet, at kommunen nu indgår et samarbejde med Mindhelper, der er Danmarks største informationssite for unge om mental sundhed.
Frederikshavn Kommune er som den første danske kommune gået aktivt ind i at skabe sin egen vejviser under Mindhelper, som dermed forhåbentlig kan gøre det enkelt og nemt at finde lige netop den hjælp, man har brug for. På siden kan man foruden oversigten over kommunens tilbud også finde artikler og gode råd om alt fra kærestesorger til angst og depression.
- Det her beviser lige præcis, hvorfor vi har et Ungebyråd i Frederikshavn Kommune. De har jo fuldstændig ret: Det er ikke os fra forældregenerationen, der skal prædike større åbenhed overfor en yngre generation. Det er en åbenhed, de unge skal begynde at vise hinanden, og dermed selv begynde at rive barriererne ned. Det mindste vi som Sundhedsudvalg kan gøre, er støtte op om, at hjælpetilbuddene på det her område er nemme at finde og tilgængelige, siger formand for Sundhedsudvalget, Christina Lykke Eriksen.
Foruden en række annoncer på sociale medier er det også planen at engagere en række unge i kommunen, der er toneangivende på sociale medier, i at dele budskabet. De skal opfordre til, at man tager fat i den ven, der virker til at have det svært og spørge, hvordan vedkommende egentlig har det. For hvis man har brug for hjælp, så er den nem at finde på mindhelper.dk/frederikshavn