Tøjindsamling på Frederikshavn Gymnasium hele denne uge
Familiestøtten gentager succesen og holder igen i år en stor tøjindsamling til fordel for økonomisk udsatte og sårbare børnefamilier i Frederikshavn Kommune.
Indsamlingen foregår fra mandag 2. til fredag 6. september, hvor alle borgere kan komme forbi Frederikshavn Gymnasium på Kærvej 1 og aflevere deres aflagte tøj og legetøj i tidsrummet fra kl. 12-17.
Her vil frivillige stå og tage imod og sortere tøjet, så har du eller dine børn noget tøj liggende i skabet, I ikke længere bruger, så kom forbi og gør en forskel.
Tøjindsamlingen sker igen i år i samarbejde med Frederikshavn Gymnasium, der lægger lokaler til, og Spar Nord Fonden:
- Familiestøtten gør en vigtig og konkret forskel for familier i Danmark, som har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Dem med meget tøj i overskud får mulighed for at sende det videre til familier med mindre overskud. Det er en fin måde at genbruge på, som også skaber relationer på tværs af familier. Og med Spar Nord Fondens fokus på fællesskaber, der mærkes, er det oplagt for os at bakke op om det gode arbejde, udtaler direktør i Spar Nord Fonden, Bo Uggerhøj.
Står du og din familie i en svær økonomisk situation og ønsker at komme forbi og gratis fylde sække med tøj til jer selv og jeres børn, er du velkommen på Frederikshavn Gymnasium lørdag 7. september kl. 10-14.
Ingen tilmelding er nødvendig.
Har du spørgsmål, kan de sendes til kontakt@familiestoetten.dk.