Gå til hoved-indhold
12. april 2025 - kl. 14.04

Tak for mulighed for at forsvare, at jeg mener noget

  • 1 af 1
    Anders Brandt Sørensen: - Jeg ærgrer mig ligesom mange andre over havnens nuværende situation. Men jeg er stolt over, at vi tog en chance i sin tid, da jeg var med i politik. Nogle gange skal man tage en velovervejet chance og efterfølgende leve med bagklogskabens eksakte kritik af samme.
Af  Anders Brandt Sørensen

Borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A) har skrevet dette indlæg: Jeg er STOLT over, at Venstre sender en tidligere borgmester (Inger Støtt, red.) for at gøre mig opmærksom på mine vildfarelser. Det må betyde, at jeg har fat i noget af det rigtige.

Jeg vil gerne prøve at svare på kritikken. Det er lidt en forskellig blanding af mit privatliv og min politiske retning, så tilgiv mig, hvis det ikke bliver helt præcist.

Undskyld, hvis retningen i forhold til landsbyer og skoler ikke har været præcis: Ja, det er rigtig. Vi vil – faktisk ligesom Venstre – ikke lukke skoler. Og hvorfor vil vi ikke det? Fordi der mangler en opgørelse over, hvad det betyder for økonomien, når fri- og privatskoler opstår i kølvandet på lukninger. Hvis man skeler til Hjørring, så har de altid taget denne beregning med, når de regner på det økonomiske ræsonnement for skolelukninger. Den beregning mangler vi.

Desuden har vi endnu til gode at arbejde med en overordnet strategi for landsbyerne. Vi i Byrådet har muligheder for systematisk at arbejde os i den retning. Vi skal have klarlagt, om byrådet kan gøre mere, end vi gør i dag. Det er en obligatorisk del af både planstrategi og kommuneplan, som alle byråd arbejder med lige efter et kommunalvalg. Det er der ikke så meget hokus pokus i. Det skal kommunen.

Jeg har ikke noget imod en strømlinet kommune eller virksomhed. I det hele taget kan det være rigtig rart, når noget er strømlinet. Så kan man slappe af. Men jeg er samtidig opmærksom på, at når jeg lever mit strømlinede liv, så skal jeg en gang i mellem lige stoppe op og overveje, om jeg mon gør alting rigtigt? Det skal vi også med havnen. Jeg ærgrer mig ligesom mange andre over havnens nuværende situation. Men jeg er stolt over, at vi tog en chance i sin tid, da jeg var med i politik. Nogle gange skal man tage en velovervejet chance og efterfølgende leve med bagklogskabens eksakte kritik af samme.

Selvfølgelig skal kommunen styres efter de økonomiske realiteter. Det har Socialdemokratiet i øvrigt gjort, siden vi overtog ansvaret for kommune på fallittens rand i 2014. Men spørgsmålet er, om der kun er én vej til det mål? Kan vi ikke forsøge os med andre veje? Jeg har givet en retning på et område i forhold til landsbyer og skolelukninger. Og Socialdemokratiet vil frem til valget give flere retninger.

Og jeg vil meget gerne debattere det. Bare ikke på min personlige Facebookprofil. Jeg mener, at mine venner fra nær og fjern skal have lov til at komme igennem tilværelsen uden at blive udsat for mine politiske udgydelser. Det er mig, der har valgt at gå ind i politik – ikke dem. Derfor har jeg i stedet oprettet en side på Facebook, hvor jeg hellere end gerne debatterer. Gå endelig ind og følg den.

Skriv hvis jeg skal uddybe mine synspunkter. Det gør jeg hellere end gerne. Og jeg svarer helt uden GPS. Jeg bruger egentlig kun GPS, når jeg ikke kender retningen til målet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...