14 lidt ældre herrer gjorde Frederikshavn Stadion forårsklar
14 lidt ældre herrer var i tirsdags samlet på Frederikshavn Stadion, hvor de sammen med stadioninspektør Ronni K. Jensen gjorde stadion forårsklar til sæsonpremieren på lørdag kl. 13.00 mod AaB.
Efter kaffe og rundstykker blev der malet, fejet, skuret og rengjort rigtigt mange steder.
- Det er så skønt, at klubben er i stand til at samle frivillige til opgaver af denne karakter. Efter påske samles vi til opgaver på Fodboldvej, fortæller bestyrelsesmedlem Steen Hjelm.
FfI's førstehold er blot noteret for ét point efter to kampe i serie 1. Sæsonens første hjemmekamp blev spillet på kunstgræs på Fodboldvej, men lørdag lægger stadion græs til årets anden hjemmekamp.
- Kampen mod AaB skulle meget gerne resultere i tre point til os. Som det ser ud i skrivende stund ser det ud til, at vi kan stille i stærkeste opstilling, oplyser Steen Hjelm.
Andetholdet i serie 2 skal ligeledes i aktion på Frederikshavn Stadion. Det er lørdag kl. 15.00 mod Dronninglund IF.
- Det bliver også en spændende kamp, hvor begge hold kæmper for at komme på pointtavlen, siger Steen Hjelm.