Gå til hoved-indhold
11. april 2025 - kl. 00.04

Royal-Skagen ApS i Hvims: Imponerende overskud og udnævnelse af ny direktør

  • 1 af 2
    Thomas Rask har stået i spidsen for Royal-Skagen ApS' flotte udvikling efter Nordjydsk Minkfoders konkurs i 2021.
  • 2 af 2
    Der er bygget rigtig meget om og renoveret både inde og ude i Hvims.
Af: Michael Frederiksen

- Der er muligheder for at tjene mange penge, sagde en medarbejder til kurator, da Nordjydsk Minkfoder i Hvims 22. januar 2021 gik konkurs. Det skete et par måneder efter beslutningen om aflivning af alle danske mink.

Medarbejderen hedder Thomas Rask. Kurator lyttede til ham. Efter få dage blev der præsenteret to nye ejere. Christian Christensen fra Hedensted og Hans Erik Bylling fra Christiansfeld var enige med Thomas Rask.

Og de fik ret. Royal-Skagen ApS står der nu på facaden af virksomheden i Hvims. 

Nordjydsk Minkfoder havde en mindre sidebeskæftigelse med at lave ingredienser til kæledyrsfoder. De to nye ejere købte fabrikken med det formål at gøre denne opskalering af fiskeafskær til en særskilt forretning. Det var godt set.

Royal-Skagen ApS præsenterede i går et overskud på 4.042.182 kroner i 2024. Året før var der et overskud 4.348.863 kroner. Med syv medarbejdere må det siges at være imponerende.

Christian Christensen og Hans Erik Bylling har valgt at fejre det flotte regnskab med at udnævne Thomas Rask, som bor i Elling, til direktør. Medarbejderne blev orienteret i går.

- Det er lidt specielt, men det er kommet snigende de seneste par år. Det er noget af en anerkendelse, siger Thomas Rask til Kanal Frederikshavn.

Han blev ansat hos Nordjydsk Minkfoder i 2004. Han var produktionsingeniør (og blæksprutte), da firmaet måtte kaste håndklædet i ringen under coronakrisen.

- Men jeg kunne mærke, at det var en virksomhed, som kunne så meget mere end lave minkfoder. Jeg opfordrede kurator til at finde en ny ejer, som kunne se mulighederne for at tjene mange penge, og allerede weekenden efter præsenterede kurator Christian Christensen og Hans Erik Bylling. Vi kom også hurtigt i gang, husker Thomas Rask.

Han blev med samme ansat som driftsleder.

- Det var en stor opgave at starte helt fra nul i en lukket virksomhed, men vi fik heldigvis straks ansat Thomas Rask. Der er bygget rigtig meget om og renoveret både inde og ude for at leve op til de store hygiejne- og kvalitetskrav, der findes inden for foder til kæledyr, fortæller Christian Christensen.

Under corona-krisen var det meget populært at få kæledyr, så Royal-Skagen har haft relativt let ved at skabe salg i Europa, Canada, USA og Storbritannien.

- Det har ført til nogle rigtig gode årsresultater i 2023 og 2024, men her i 2025 mærker vi dog større tilbageholdenhed, oplyser Christian Christensen.

Thomas Rask har været ankermand i den store omstilling fra mink til kæledyr, og han har henad vejen taget ansvar for alt indkøb, salg, ledelse og teknik.

- Han har ejerkredsens fulde tillid, og derfor udnævner vi ham til direktør. Det blev offentliggjort i går, siger Christian Christensen.

Royal-Skagen ApS fremstiller frosne ingredienser (fiskeafskær) til kæledyrsfoder, der sælges i USA, Canada, Europa og Storbritannien. Særligt de seneste par år har USA været et vigtigt marked, så præsident Donald Trumps toldtrusler følges nøje i Hvims.

- Vi er selvfølgelig forvirret over udviklingen, men vi er nødt til at afvente, og så må vi se, hvor det ender henne. Det finder jo et niveau, og herefter kigger vi fremad, siger Thomas Rask.

Han fortæller, at en stor del af forklaringen på Royal-Skagen ApS' succes er dygtige og erfarne medarbejdere. En håndfuld af de syv medarbejdere har arbejdet på fabrikken i Hvims i over 20 år.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...