DanskHåndbold bekræfter: Helle Thomsen ny landstræner
DanskHåndbold bekræfter nu, at frederikshaveren Helle Thomsen fra 1. juli 2025 overtager ansvaret som træner for kvindelandsholdet.
- Det er det største at få lov til at stå i spidsen for det danske landshold som dansker. Danmark er et håndboldland. Her er hele pakken. Unge talenter, masser af spillere og et landshold, der deltager i alle slutrunder og kæmper om medaljer. Jeg er utrolig stolt, taknemmelig og ydmyg over for opgaven, siger Helle Thomsen.
Hun har tidligere været landstræner for Sverige og Holland, og selvom det er syv år siden, hun seneste havde et landstrænerjob, kan hun stadig trække på en masse erfaringer fra dengang.
- Jeg glæder mig til at tage alt det bedste med fra det hold og den kultur, som Jesper Jensen og Lars Jørgensen har skabt på og omkring holdet, og forhåbentlig lægge nogle lag på, så vi kan blive endnu bedre. Samtidig ved jeg, hvordan tingene fungerer i en trup til mesterskaber, og hvad det kræver af spillerne. Den læring kan jeg stadig bruge i dag og glæder mig til at drage nytte af.
- Endelig er det vigtigt for mig, at det her bliver hele Danmarks landshold. Landsholdet står på skuldrene af alle de frivillige ude i foreningerne. Det er dem, der er med til at fremelske, inspirere og udvikle alle de danske håndboldspillere. Nogle af dem bliver så gode, at de kommer på landsholdet. Det skylder vi dem en stor tak for, og derfor er landsholdet også deres, siger Helle Thomsen.
54-årige Helle Thomsen, som i øjeblikket er cheftræner i den rumænske storklub CSM Bucuresti, har fået en kontrakt, der løber frem til udgangen af 2028.
- Efter en grundig proces, hvor vi har talt med mange kompetente og engagerede kandidater, er valget faldet på Helle Thomsen. Hun har stor erfaring med national og international kvindehåndbold. Samtidig har Helle et cv med mange succesfulde resultater og en profil, vi vurderer, passer godt til det danske kvindelandshold anno 2025, siger sportschef i DanskHåndbold, Morten Henriksen.
- Helle Thomsen har et skarpt taktisk blik for spillet, en passioneret ledelsesstil, hvor hun med stor respekt lever sig ind i det enkelte menneske, og en lune, der passer godt ind i den profil, vi har brug for. Hun har desuden et stort hjerte for både talentudvikling og foreningsdanmark.
- Jeg er overbevist om, at hun først og fremmest kan bygge videre på det arbejde, der er lavet de sidste mange år, men ikke mindst, at hun sammen med både spillere og den øvrige lederstab kan tage landsholdet til den første guldmedalje i mange år, siger Morten Henriksen.
Hvem. der bliver assistent for Helle Thomsen, er endnu ikke på plads, da den nye landstræner skal være med til at vælge vedkommende.
CV
54 år og p.t. træner i CSM Bucuresti (spiller kvartfinaler i CL mod Esbjerg)
Har tidligere været landstræner i Sverige og Holland og har vundet EM- og VM-medaljer.
Landstræner
2014: Sverige – EM-bronze, kvalifikation til OL
2016: Holland – EM-sølv
2017: Holland – VM-bronze
2018: Holland – EM-bronze