EUC Nord i Frederikshavn: Nødhjælp på skoleskemaet
EGU-uddannelsen på EUC Nord i Frederikshavn har netop startet nyt hold op, og underviser Kim Bille har til lejligheden opfundet et nødhjælpsprojekt, som eleverne skal arbejde med på deres uddannelse, der har omdrejningspunktet transport.
Udover de 11 EGU-elever skal cirka 100 elever fra FGU Vendsyssel hjælpe til i projektet. Og så søger Kim Bille efter seniorer, der har lyst til at øse af deres livs- og erhvervserfaring til en flok unge mennesker, der er på vej ind på jobmarkedet.
- Projektet hedder Nødhjælp Uden Grænser og skal forstås på den måde, at vi dels yder nødhjælp til nogle unge mennesker, der er kommet lidt skævt ind på livet, og dels et decideret nødhjælpsprojekt, hvor overskuddet går til landsforeningen Bedre Psykiatri. Vi har lavet en aftale med Nordværk om, at de leverer genbrugsmateriale, som vi skal gøre klar til salg til en event i december, hvor EGU-elevernes skoledel afsluttes. Vores elever tager sig af projektet, og FGU Vendsyssels elever hjælper med selve klargøringen af genbrugssagerne, men vi kunne også godt bruge nogle lokale seniorer, der har tid og lyst til at være med i projektet, da deres erfaring med arbejde og livet generelt har stor værdi for de unge mennesker på uddannelserne, siger Kim Bille.
Selve EGU-uddannelsen, der holder til hos EUC Nord på Knivholtvej i Frederikshavn, har transport som omdrejningspunkt. De unge får stort kørekort, truckcertifikat, farligt gods-bevis, krankursus og en masse andre fag, der klæder dem på til at få et arbejde som for eksempel chauffør.
Uddannelsen er to-årig og meget praktisk anlagt. Efter et halvt år på skole skal de tage resten af uddannelsen i en virksomhed, hvor de arbejder på fuld tid kun afbrudt af korte skoleophold. EUC Nord kører uddannelsen på sjette år, og ifølge Kim Bille har det været en overvældende succes indtil videre.
- Den teoretiske del af EGU-uddannelsen handler hos os om transport. De unge skal gennemgå meget, og de skal blandt andet til 28 eksamener inden december. Det lyder voldsomt, men det er faktisk lykkedes for stort set alle i de seks år, vi har kørt uddannelsen. Op mod 95 procent af de unge, der har gennemgået vores uddannelse, har job i dag. En enkelt er endda blevet selvstændig vognmand. Jeg holder lidt snor i de tidligere elever, og de besøger os også en gang imellem. Det er typisk unge, som er kommet lidt skævt ind på livet, og de har sjældent gode erfaringer med uddannelse eller job. Vi giver dem en retning og støtter dem på vores måde, og det synes jeg virker godt, siger Kim Bille.
Lige nu er nødhjælpsprojektet i startfasen. De unge EGU’ere er i gang med at få de grundlæggende transport-værktøjer på plads, og Kim Bille bruger tiden på at få flere samarbejdspartnere. Men inden længe begynder de unge at hente genstande hos Nordværk, og så er projektet for alvor i gang.
Kim Bille fortæller, at det hele kulminerer med en event i december på Knivholtvej 18 i Frederikshavn, hvor man sælger det restaurerede genbrugsmateriale, laver modeshow med genbrugstøj og serverer lidt mad og drikke , som eleverne selv har lavet.