Helle Thomsen bliver ny landstræner for Danmarks håndboldkvinder
Frederikshavneren Helle Thomsen bliver ny landstræner for Danmarks håndboldkvinder, erfarer TV 2 Sport.
Ifølge TV 2 Sports oplysninger mangler den endelige underskrift, men beslutningen er taget, og valget er faldet på den 54-årige frederikshavner, som p.t. står i spidsen for CSM Bucuresti.
Helle Thomsen vandt to danske mesterskaber og tre pokaltitler med FC Midtjylland fra 2012 til 2016. Hun har også vundet EM-sølv med Sverige og både EM-sølv, EM-bronze og en VM-bronze som hollandsk landstræner.
Ansættelsen af Helle Thomsen som dansk landstræner kommer efter et længere forløb, hvor en række andre toptrænere ifølge TV 2 Sports oplysninger også har været inde i billedet hos DanskHåndbolds sportschef Morten Henriksen og administrerende direktør Heino Knudsen, som sammen har stået for samtalerne.
Kasper Christensen, Nicolaj Krickau, Jakob Vestergaard, Kim Rasmussen og Ulrik Kirkely er bare nogle af de navne, der har været i spil.
Helle Thomsen begyndte håndboldkarrieren i Frederikshavn KFUM, inden hun skiftede til FfI, hvor hun midt i 90'erne var med til at vinde DM-sølv og -bronze. Hun vandt også DM-bronze sammen med Lyngså BK. Allerede som 13-årig hjalp hun til som træner i FfI, hvor hun faktisk også nåede at være cheftræner for klubbens 2. divisionsherrer i tre måneder, inden hun rykkede teltpælene op og blev træner i Team Tvis-Holstebro, som hun førte op i Ligaen.
I 2019 blev hun kåret til Europas bedste håndboldtræner for kvindehold. I den forbindelse erklærede hun sin kærlighed til fødebyen Frederikshavn.
- Jeg skal uden tvivl hjem til Frederikshavn. "Frede" er min hjemby, svarede Helle Thomsen på spørgsmålet om, hvor hun skal bo, når karriereren som håndboldtræner slutter.