Nyt bykort over Sæby inspirerer turister til at udforske byen
Destination NORD har netop lanceret et helt nyt bykort for Sæby, som skal gøre det lettere for turister at udforske byen og få inspiration til nye oplevelser.
Kortet - som er på både dansk, tysk og engelsk - er udarbejdet i samme stil som bykortene for Aalborg og Frederikshavn og tilbyder både praktisk information og spændende idéer til, hvordan man kan opleve byen.
Bykortet giver detaljer om Sæbys historie, lokale stier som Kløverstierne, shopping-muligheder, events samt praktiske oplysninger som placeringen af offentlige toiletter, fiskespots og parkering. Desuden indeholder kortet QR-koder, der leder besøgende til yderligere information om byens seværdigheder og oplevelser. Kortet er en del af Destination NORDs fortsatte indsats for at sikre, at besøgende får en fyldestgørende og inspirerende oplevelse af Sæby.
- Kortet er ikke kun et værktøj til at navigere i byen, men også et middel til at inspirere besøgende til at blive længere og opleve mere af det, Sæby har at byde på. Vi er utrolig taknemmelige for samarbejdet med de lokale aktører, og det er i fællesskab, vi lykkes med at skabe øget synlighed for Sæbys unikke tilbud, siger Sabine Lyckegaard, der er projektkoordinator for gæsteservice i Destination NORD.
Bykortet blev lanceret i forbindelse med Destination NORDs årlige Spring Summit 26. marts og er allerede tilgængeligt for besøgende flere steder i Sæby. Kortet er udviklet i samarbejde med flere lokale aktører fra Sæby og distribueres også ud i samarbejde med Sæby Handelsstandsforening.
Bykortet kan hentes gratis på vinuniverset Norhvin, Vestergade 32, 9300 Sæby, og alle tre bykort kan tilgås digitalt her.