Flere ansatte i administrationen i Frederikshavn Kommune?
Gruppeformand Jan Bjeldbak har skrevet dette indlæg på vegne af Venstres byrådsgruppe: Med fyring af lærere i baghovedet og bevidstheden om, at faldende børnetal er vores store udfordring, røg morgenkaffen på det nærmeste i den gale hals.
I en tid, hvor skolevæsnet fattes penge, og der indkøbes dyre rapporter for at belyse, hvordan der kan spares yderligere på børnene og lukkes skoler og skoleafdelinger, er det rystende at konstatere, at vi i Frederikshavn Kommune opruster administrativt.
I øjeblikket søges endnu en administrativ medarbejder til konsulentarbejde i forvaltningen. Understøttelse af centerchef, projektledelse og strategisk arbejde er øjensynligt det, der efterspørges. Det kunne til forveksling minde om ansættelse af en viceskolechef.
Er det det, vi har brug for i den nuværende situation? Er det vores politiske prioritering? Det er i hvert fald meget langt fra Venstre-politik.
Den gode og holdbare skoleudvikling sker decentralt, der hvor børnene er - på den enkelte skole.
Centralisering og flere embedsfolk fordyrer skolevæsnet, og det er svært at forstå, at man i en tid med et stort fald i børnetallet tænker, vi skal bruge flere embedsfolk til at administrere.