Gå til hoved-indhold
10. april 2025 - kl. 10.04

9. klassetrin i praksisfagligt forløb på Sandmoseskolen AMU Nordjylland

  • 1 af 4
  • 2 af 4
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

Tirsdag 9. april var 9. klassetrin fra Hørby-Dybvad Skole på besøg hos Sandmoseskolen, AMU Nordjylland. Her blev eleverne introduceret til en mulig fremtid i den grønne branche gennem praksisfaglig undervisning og virkelighedsnære aktiviteter.

Formålet med besøget var at styrke elevernes praksisfaglighed og give dem konkrete erfaringer, som kan ruste dem til valg af uddannelse og arbejdsliv.

Undervisningen var tilrettelagt af faglærer og brobygningskoordinator Martin Kristensen fra Sandmoseskolen og havde fokus på skovteknisk håndværk med biodiversitet og bæredygtighed som omdrejningspunkt.

Programmet for dagen bød blandt andet på introduktion til sikker træfældning, korrekt og sikker kløvning af brænde, indblik i skovens liv og planters vækst.

- Dagen er gået rigtig godt. Vi har haft eleverne med ude i felten, hvor de har prøvet kræfter med forskellige værktøjer og opgaver. Der har både været grin og fordybelse – og vigtigst af alt: læring i praksis, fortæller Martin Kristensen.

Besøget er en del af en større indsats på Hørby-Dybvad Skole, hvor man arbejder målrettet med at gøre skolefagene mere virkelighedsnære og meningsfulde for eleverne.

- Samarbejdet mellem skolen og erhvervsskoler og virksomheder er afgørende for, at vores elever får et realistisk billede af arbejdsmarkedet og en praktisk forståelse af, hvordan deres skolefag kan anvendes i virkeligheden, siger Mads Fuglsang, skoleafdelingsleder på Hørby-Dybvad Skole.

Sandmoseskolen AMU Nordjylland er kendt for sine erhvervsuddannelser, blandt andet anlægsgartner og greenkeeper/groundsman. Derudover udbyder skolen en bred vifte af AMU-kurser inden for de grønne fagområder.

- Både vi som erhvervsskole og branchen har en stor interesse i, at arbejdsmarkedets kommende generationer får indblik i det spektrum af muligheder, som findes inden for den grønne branche – også her i Nordjylland, siger Bo Banch, uddannelseschef på Sandmoseskolen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...