Gå til hoved-indhold
01. juli 2024 - kl. 14.07

Sommer ved Søen er tilbage med gratis udendørskoncerter i Jerup

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Jerup Borgerforening er stolt af for fjerde gang at kunne invitere til "Sommer ved Søen" - en serie af gratis udendørskoncerter, der foregår hver fredag fra 12. juli til 3. august ved den maleriske sø ved Jerup Landsbycenter.

Borgerforeningen har tidligere på året fået tilskud fra Distriktsudvalget og en donation fra Lions Club Bannerlund til investering i  sammenklappelige scenepodier, der blandt andet skal bruges til sommerens udendørskoncerter.

- Vi er rigtig taknemmelige for, at vi nu har fået mulighed for at investere i podier. Det lufter både i budgettet, men gør også koncerterne mere professionelle, siger Annika Frederiksen, formand for Jerup Borgerforening.

Hun forsikrer dog, at Sommer ved Søen stadig har som mål at føles som Frederikshavns hyggeligste havefest.

Første aften, 12. juli, er der garanteret fællessang, når ingen ringere end Østre Gasværk går på den nye scene og spiller de allerbedste hits af Kim Larsen og Gasolin. Derefter fortsætter programmet de næste tre fredage med koncerter af Kruse & Engqvist, Ækvator og Straight.

- Sommer ved Søen er til for at skabe liv og fællesskab i vores by, men vi er rigtig glade for at opleve, at vores arrangementer også tiltrækker besøgende fra resten af kommunen og de mange sommerhuse, der ligger i oplandet, siger Annika Frederiksen.

Besøgende kan nyde friske forsyninger og grillpølser fra borgerforeningens bar, mens børnene kan lege på den nærliggende legeplads. Der er begrænset antal borde-bænkesæt, så det anbefales, at man medbringer tæppe eller campingstole.

Alle koncerter foregår fra kl. 18 til 21. Deltagelse er gratis, og ingen forudgående tilmelding er nødvendig.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...