Gå til hoved-indhold
30. juni 2024 - kl. 16.06

Sæby Kirke har fået ny organist: Han vil noget med musikken

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Sæby Kirke har pr. 1. juli 2024 fået en ny organist, Peter Emil Ryom. Sognepræst Mads Hermansen Callesen er ikke i tvivl om, Sæby kan godt glæde sig.

- Vi sidder en solrig dag på Sæby Havn med det blå hav til den ene side og lyden af kirkeklokker til den anden. Og Peter Emil fortæller ivrigt. Om musik og om at ville noget med musikken. Om at ville noget med musikken i netop Sæby, og derfor slår han sig selvfølgelig også ned i byen. Om at lytte til ordene under gudstjeneste eller bryllup og da gribe øjeblikket, lægge det planlagte til side og i stedet lade netop de toner lyde, som skal lyde nu, fortæller Mads Hermansen Callesen.

Peter Emil Ryom har bagagen i orden. Først Kirkehøjskolen i Vestervig, siden Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, Högskolan för Scen og Musik i Göteborg, et årti som organist og korleder i Bistrupkirken i Hjørring, men altså også denne sans for at improvisere i nuet. Orgel, klaver, cembalo og sangstemmer. Kirkemusik er mere end én genre.

Peter Emil Ryom har mange tanker om samarbejdet med Sæby Kirkes kor, om koncerter og musikgudstjenester, om samarbejde med byens musikliv, men først og fremmest om glæden ved musikkens kraft.

- Jo, Sæby kan godt glæde sig, understreger præsten og fortsætter på sin introduktionstur med den nye organist:

- Vi ender oppe i Sæby Kirke og har den for os selv, og der er forventning i øjne og fingre, der leger hen over tangenterne på det orgel, der nu skal være Peter Emil Ryoms, smiler sognepræsten.

Peter Emil Ryom kan første gang høres til en gudstjeneste i Sæby Kirke søndag 7. juli.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...