Koncert med Abildgård Kirkes ungdomskor og orkester
Søndag 27. oktober kl. 15:00 er der koncert i Abildgård Kirke med kor og orkester.
Der er tale om en pop-up koncert, hvor ungdomskoret synger mange af de sange, som de har sunget til konfirmationer, rytmiske gudstjenester, koncerter og mere igennem tiden.
Kirkens ungdomskor, under ledelse af kirkemusiker Knud-Erik Thrane, vil denne eftermiddag synge rytmiske moderne sange af blandt andre Tøsedrengene, Ray Dee Ohh, Andreas Odbjerg, Billy Eilish, Erik Clapton og Danseorkestret - samt andre sange i genrer som gospell, pop, rock og ballader.
Abildgård Kirkes orkester - Klaus Thrane på trommer, Jesper Frost Bylling på bas, Tine Lilholt på fløjte og Knud-Erik Thrane på flygel - er også samlet til denne koncert og vil, på professionel vis, akkompagnere kor og solister. Ligeledes vil der være solistiske indslag med Kirkeorkestret.
- Der er endvidere flere dygtige solister denne eftermiddag, Lili, Elna, Liselotte, Julie og Clara, oplyser Knud-Erik Thrane og fortsætter:
- Vi er meget stolte af vores kor og orkester, og de får her muligheden for en skøn koncert, helt for sig selv. Glæd jer til en alsidig, musikalsk og festlig koncert i Abildgård Kirke.
Der er fri entré til koncerten, og dørene åbnes kl. 14:30.