Hjørring Brass Bands generalprøve inden DM finder sted i Abildgård Kirke
Onsdag 6. november kl. 19:00 er der koncert med Hjørring Brass Band og Tordenskioldgarden i Abildgård Kirke i Frederikshavn.
Hjørring Brass Band og Tordenskioldgarden holder for tredje år i træk fælles efterårskoncert.
Hjørring Brass Band blev oprindeligt dannet som et marineorkester, men har eksisteret i sin nuværende form siden 1970’erne som et brassband efter engelsk model.
Repertoiret spænder blandt andet over originalmusik for brassbands, arrangementer af klassiske værker samt film-og populærmusik af nyere og ældre dato.
Aldersgruppen i orkestret tæller både unge talenter og mere garvede musikere.
Orkestret deltager årligt i konkurrencer/stævner og vil ved koncerten præsentere det program, som skal fremføres ved det årlige Danmarksmesterskab for brassbands 8.-9. november i Musikhuset i Aarhus.
Hjørring Brass Band er under ledelse af dirigent Gert Nørgaard.
Tordenskioldgarden, der i øjeblikket består af 26 unge musikere, medvirker også i koncerten.
Der er fri entré.