Gå til hoved-indhold
26. oktober 2024 - kl. 14.10

Borgmester undrer sig over, at Kurt Kirkedal agerer en form for folkedomstol

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Borgmester Karsten Thomsen (A) forstår ikke, hvorfor partifællen Kurt Kirkedal pludselig agerer en form for folkedomstol. Kurt Kirkedal, som forlod byrådet for 11 måneder siden, er enig med Venstre i, at KL skal håndtere en personalesag i Frederikshavn Kommune, og at denne personalesag også skal omfatte kommunaldirektør Thomas Eriksen, da Venstre mener, han er inhabil.

- Det er et barskt, men nødvendigt forslag, mener Kurt Kirkedal.

Nu reagerer Karsten Thomsen.

- Kurt Kirkedal har tidligere været fagforeningsformand og i den funktion været med til at forsvare overenskomsten og lokalregler. Derfor undrer det mig, når han på den måde undsiger overenskomsten og lokalregler og agerer en form for folkedomstol. Jeg har i mit job som tillidsmand i 27 år forsvaret overenskomsten og lokalregler, fordi de er med til at sikre, at medarbejdere får en fair behandling, siger Karsten Thomsen.

Han bryder sig ikke om Kurt Kirkedals indblanding.

- Med al respekt for, at alle må mene noget, har ingen ansatte brug for, at der sidder nogen udenfor organisationen og lige ved, hvordan vi bør gøre tingene. Vi må have respekt for de tillidsrepræsentanter og fagforeninger, der er de professionelle i sådanne sager, og dem, der er garanter for, at fakta kommer på banen, og at sagen behandles professionelt og efter alle de forskrifter, vi har. Lad dem nu gøre deres arbejde, som er at passe på deres medlemmer og sørge for, deres sag bliver behandlet ordentligt. På den måde passer vi på medarbejderne i kommunen, fastslår Karsten Thomsen.

Den vil han også stå for i byrådssalen, når der opstår konkrete sager som denne.

- Til dig, Kurt, bliver det et "tak", men "nej tak" til både tidligere og nuværende byrådsmedlemmer, der ikke har tillid til overenskomsten og lokalregler, siger borgmesteren.

Sagen handler om en lydfil, som TV2 Nord afslørede for et par uger siden. Her kan man høre en medarbejder i kommunens administration opfordre Frederikshavn Havn til at undlade at udlevere oplysninger til TV2 Nord, og at medarbejderen selv har undladt materiale i den anmodning om aktindsigt, som TV2 Nord har indgivet til kommunen.

Venstre anser det for helt usandsynligt, at en medarbejder i kommunens forvaltning skulle have ageret på egen hånd, og selv – uden inddragelse af kommunaldirektøren – anlægge en strategi om at begrænse aktindsigter i strid med loven. 

Venstre vurderer, at kommunaldirektøren er inhabil. Partiet rejser sagen på onsdagens byrådsmøde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...