Gå til hoved-indhold
25. oktober 2024 - kl. 00.10

Rock i Frederikshavn afslører de første to navne til 2025

  • 1 af 2
    Keinstein er klar til at vende tilbage med deres sædvanlige højoktane rock’n’roll-show. Foto: Peter Jørgensen
  • 2 af 2
    - Er der en ting, jeg holder uendeligt meget af, så er det at spille på Knivholt i Frederikshavn, siger Lars Lilholt. Foto: Flemming Ege
Af: Michael Frederiksen

Fans af både folk-rock og klassisk rock kan godt begynde at glæde sig til næste års Rock i Frederikshavn. De første to navne til festivalplakaten er offentliggjort: Lars Lilholt Band og Keinstein. Begge bands er klar til at skabe årets fedeste fest på Knivholt lørdag 7. juni 2025.

Forberedelserne er i fuld gang til næste års 12-timers musikfest på Knivholt i Frederikshavn. Der arbejdes på højtryk i samarbejde med kunstnernes managers, og de to første navne er sikret til koncertplakaten. Arrangørgruppen er stolt over at kunne præsentere to elskede live-navne på Knivholt: Lars Lilholt Band og Keinstein.

- Er der en ting, jeg holder uendeligt meget af, så er det at spille på Knivholt i Frederikshavn. Lørdag 7. juni kommer vi hele bandet og spiller til Rock i Frederikshavn, og jeg glæder mig, fastslår Lars Lilholt.

Lars Lilholt Band er kendt som Danmarks mest autentiske folk-rock band, og de leverer altid en energisk og unik liveoplevelse. Deres musik forener rock, folkemusik og pop med rødder i dansk kulturarv og fortællekunst. Det otte mand store band, anført af Lars Lilholt, er et vaskeægte liveband, som med deres håndspillede instrumenter og spilleglæde vil skabe en uovertruffen fællessangsfest med hits som "Kald Det Kærlighed", "Onkel Christian" og "Den Hvide Dværg". Udover deres klassikere har Lars Lilholt Band også nye numre med fra deres spritnye album "Kosmiske Kindkys", der fortsætter bandets imponerende karriere på over 50 år.

Som en form for Rock i Frederikshavns husorkester indtager Keinstein igen Knivholt. De fem energiske musikere fra Esbjerg er klar til at vende tilbage med deres sædvanlige højoktane rock’n’roll-show. Med forstærkerne skruet helt op på 11 og en tornado af velkendte rockklassikere formår Keinstein altid at få publikum helt op i gear. Publikum kan forvente en fest, hvor alt fra stramme guitarriffs til fællessang skaber en uforglemmelig stemning. Keinstein har spillet på Knivholt mange gange før, og hver gang har de fem ”drenge” efterladt publikum vilde af begejstring.

- Vi er utrolig glade for at kunne præsentere både Lars Lilholt Band og Keinstein som de første navne til Rock i Frederikshavn 2025. Begge bands har en helt særlig plads i mange frederikshavneres hjerter. Og de to bands repræsenterer forskellige sider af dansk musik, men fælles for dem er deres evne til at skabe de fedeste liveoplevelser. Vi er sikre på, at Rock i Frederikshavn 2025 bliver noget helt særligt, udtaler Casper Høgsted fra arrangørgruppen.

Billetsalget til Rock i Frederikshavn 2025 begynder i Sparekassen Danmark fredag 29. november til Open By Christmas i Frederikshavn, og arrangørerne forventer at sælge mange billetter allerede den første weekend.

 

Fotograf - Lars Lilholt Band: Flemming Ege

Fotograf - Keinstein: Peter Jørgensen

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...