Elever fra Frederikshavn Gymnasium er i disse dage i Japan og Sverige
I øjeblikket er der 10 elever og to lærere fra Frederikshavn Gymnasium, som besøger Hidaka High School i Japan. De 10 elever havde i foråret besøg af et tilsvarende antal elever fra Japan, så der er tale om et genbesøg.
Under opholdet bor eleverne fra Frederikshavn Gymnasium hos de japanske familier og indgår dermed i den almindelige dagligdag. De danske elever har også undervisning på Hidaka High School og deltager i skolens eftermiddagsaktiviteter. Her har de blandt andet spillet japansk harpe, haft om japansk anime, spillet baseball og lært om japanske skrifttegn.
Eleverne har også haft tid til sightseeing, blandt andet i Osaka, Kyoto og ved Shirasaki coast, og de har besøgt museer med fokus på tsunamier og pilgrimsrejser, ligesom de har deltaget i besøg af mere officiel karakter hos blandt andre byens borgmester.
Torsdag gik turen til Johannes Knudsen “memorial” og statuen af Johannes Knudsen, der skuer ud over havet i retning mod Danmark. Johannes Knudsen er den egentlige årsag til det efterhånden meget stærke bånd mellem Frederikshavn og Wakayama. Den frederikshavnske maskinmester ofrede i 1957 sit liv i forsøget på at redde en japansk fisker i havsnød. Johannes Knudsens minde æres årligt i Wakayama med en ceremoni.
Samtidig med besøget i Japan er en gruppe elever fra Frederikshavn Gymnasium taget til Kristinehamn i Sverige, hvor de deltager i en international Erasmus-konference. Sammen med unge fra andre lande skal de her arbejde med mental sundhed. En af de efterfølgende Erasmus-konferencer skal foregå i Frederikshavn.
- De internationale aktiviteter prioriteres højt på Frederikshavn Gymnasium. Det er vigtigt, at vores elever oplever andre mennesker og kulturer, der ikke altid tænker som dem selv. Det kan eleverne opleve i forbindelse med ferier, men de faglige sammenhænge, som vores rejser indgår i, giver nogle helt specielle erfaringer, der udfordrer eleverne og får dem til at kigge ud i verden med lidt andre øjne, siger rektor Thomas Svane.