Happy Halloween i Frederikshavn: Åbent til kl. 20.00
Fredag 25. oktober er der åbent til klokken 20.00 i butikkerne i Frederikshavn midtby. Der bydes på gratis (u)hyggelige oplevelser i børnehøjde, hvor 180 græskar udsmykker midtbyen, og der er masser af efterårsmode i butikkerne.
- Kig forbi og lav dit helt eget uhyggelige græskar fra klokken 15.00 – så længe lager haves. På Kallstorvet ved Jerry's står Frederikshavn Friskole klar med hjælpere til at udhule de gratis græskar og med kreative indspark til børnene om, hvordan de kan skæres. Friskolen byder på gratis kaffe til forældrene og har en minibod, hvor der kan købes popcorn og juice, fortæller handelschef Dan Kobberup.
REMA1000 Kragholmen og FREDERIK har doneret de mange græskar, som anvendes til udsmykning og uddeling.
I gågaden ved Kaffe Station vil der ligeledes være en "græskar-station". Her hjælper Skøjte- og sportsforening Nord børnene med kreative udskæringer. Der er værktøj til udlån, men hvis man har bestemte ønsker, kan gode gammeldags kageudstikkere og små knive med takker med fordel medbringes.
På de to oplevelsessteder er der også gratis ansigtsmaling og blandt andet pensler, pudder og blod svinges fra klokken 15.00. I gågaden overfor Frederikshavn Boghandel huserer ”den gale kok” – her kan du deltage i skydekonkurrence om fine præmier, og når mørket falder på deler FREDERIK-maskotten knæklys til byen børn.
- På Fisketorvet ved Tordenskjoldsstatuen står den populære ”churrosvogn” klar med de søde sager, og pavillonen i Rådhusparken er et besøg værd. Her finder man klassiske franske fristelser hos Stéphanie og Denny fra Montclar, Alpes-de-Haute-Provence, fra klokken 12.00-20.00, siger Dan Kobberup.
Flere forretninger byder på gratis snolder. Børn og barnlige sjæle kan med fordel kigge forbi følgende FREDERIK medlemmer og råbe ”slik eller ballade”. Botex Frederikshavn, Kop & Kande, Lædermagasinet, NameIT, Skoringen, Spar Dame og Tøjeksperten Frederikshavn har i dagens anledning den uhyggeligt store slikskål fremme.
Dan Kobberup gør samtidig opmærksom på, at søndag er sidste chance for "eat out eat local".
Mange har allerede benyttet og besøgt byens 10 spisesteder, som i uge 42 og 43 har tilbudt en lokal madoplevelse til fast pris på 275 kroner. Husk at bestille bord forud og se de forskellige fristende madoplevelser her.