Årets student 2024 modtager Bangsbostrand Rotary Klubs legat
I samarbejde med Bangsbostrand Rotary Klub uddeler Frederikshavn Gymnasium ved dimissionen et legat til Årets Student, der foruden æren også indeholder en kontant erkendtlighed til at forsøde elevens tid efter gymnasiet.
Legatet tildeles en elev, der, med sin tilstedeværelse og sin deltagelse i Frederikshavn Gymnasiums aktiviteter, herunder undervisningen og sociale aktiviteter, har medvirket til at gøre Frederikshavn Gymnasium til et godt sted at være, og som har udvist godt kammeratskab, herunder at have bidraget til en god stemning i den pågældendes klasse og ved at have udvist hjælpsomhed og respekt for andre elever og skolens personale.
Legatet gives som et tegn på godt kammeratskab og for at hylde en elev, som har et godt og smittende humør og en positiv tilgang til livet på og uden for Frederikshavn Gymnasium, og som er en god rollemodel for Frederikshavn Gymnasiums øvrige elever.
Årets Student er blevet udvalgt blandt en håndfuld meget kvalificerede elever og udvælgelsen har således været positivt vanskelig for legatudvalget. Legatudvalget havde dog til opgave at finde én student til den ærefulde titel - og det er lykkedes. Valget faldt på Mads Tranberg Boltau, 3.b.
- Elevens videbegær og glæde ved at lære, udvikle sig og udvide sin horisont er smittende for alle. Han er et utroligt behageligt menneske; han er klog, sød, rolig, beskeden, respektfuld, hjælpsom, videbegærlig, men tænker også ud af boksen og ser ting, de fleste andre ikke ser, udtaler rektor Thomas Svane.
Én af elevens lærere sætter følgende trumf på sin indstilling med følgende udsagn:
"Eleven har skrevet stile, der har givet mig gåsehud og tårer i øjnene. Eleven har i sin tid på gymnasiet gjort mig klogere og til en bedre lærer. 3.b’s faglige og sociale udbytte af deres gymnasieår og kvaliteten af mit lærerliv er blevet markant højnet af at have ham i klassen."
- Selvom det er svært at udvælge blandt mange gode studenter, er vi ikke i tvivl om, at legatudvalget har fundet en værdig student til denne ærefulde titel. Vi ønsker Mads et stort tillykke med den velfortjente titel og legat og håber, at denne anerkendelse og skulderklap vil bidrage til at bringe ham positivt videre i livet, udtaler Tommy Rise, Præsident i Bangsbostrand Rotary Klub.