Gå til hoved-indhold
19. juni 2024 - kl. 00.06

To Skagen-virksomheder udvider med nye fartøjer til service på Skagen Red

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Skagen Red har i mange år været et centralt knudepunkt for skibsfart i Skandinavien. Beliggende ved Danmarks nordligste punkt fungerer Skagen Red som en vigtig passage for skibe, der sejler gennem Kattegat og Skagerrak på vej længere ind i Baltikum eller ud i Nordsøen. Derfor er Skagen Red også en god ankerplads, hvor fartøjer kan ligge, mens de samtidig kan gøre brug af den maritime service, som virksomheder på Skagen Havn tilbyder.

I løbet af de seneste år er aktiviteten på reden steget markant. Foruden Saga Shipping, der har serviceret skibe, både på reden og ved kaj, i Skagen siden 1972, er der kommet endnu en aktør til, nemlig L&N Supply Ships.

Saga Shipping A/S råder over tre servicefartøjer. Seneste fartøj - nybygget i Hvide Sande - er Skawlink V,  der kan have, hvad der svarer til to lastbilers godsmængde ombord, som kan fragtes fra fastland ud til de sejlende kunder på reden. Skawlink V kan desuden levere op til 120 tons ferskvand pr. tur.

- Vi er meget glade for den øgede aktivitet på reden. Det er yderst positivt for hele vores område og rigtig godt, at vi som servicevirksomhed kan følge med efterspørgslen, udtaler direktør Peter Møller, Saga Shipping.

Både Saga Shipping og L&N Supply Ships’ serviceydelser dækker besætningsskifte, proviantering, bunkerservice samt reparationer.

L&N Supply Ships har blot fire år på bagen. De startede virksomheden i Frederikshavn, men for to år siden gav det mening at rykke til Skagen. De råder nu over to fartøjer, men der er et tredje på vej, LN Commandor, som kan have 90 tons på dækket og 120 tons ferskvand i tankene.

- Markedet er simpelthen blevet større. På nuværende tidspunkt ser vi en 30 procent fremgang i forhold til 2023. Efter sommerferien udvider vi med et nyt datterselskab, som vi glæder os til at fortælle mere om, siger CEO og partner Rasmus Høj Larsen, L&N Supply Ships.

Vicedirektør Mikal Nielsen, Skagen Havn, har også bemærket den livlige aktivitet på reden:

- Vores maritime servicevirksomheder på Skagen Havn er uundværlige aktører. Med deres omfattende tjenester er de med til at styrke den maritime service, som er et af Skagen Havns kerneforretningsområder.

Både Saga Shipping A/S og L&N Supply Ships opererer alle årets 365 dage.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...