Gå til hoved-indhold
18. november 2024 - kl. 11.11

Regionsråd reduceres markant: 25 medlemmer er i den lave ende

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Regionsrådet i Nordjylland skal reduceres fra 41 til 25 medlemmer, foreslår regeringen i sit storstilede sundhedsudspil.

Reduktionen betyder, at der skal markant flere stemmer til at sikre sig en plads i regionsrådet, når der er valg om præcis et år.

Kirsten Morild Andersen (A) fra Frederikshavn, der blev valgt ind i regionsrådet med 1.807 stemmer i 2021, vurderer, at det vil kræve omkring 3.800 stemmer at blive genvalgt. 

Hun synes, at 25 medlemmer er i den lave ende, men erkender, at de nuværende 41 er i overkanten. Selv har hun haft nok at se til i sin første periode. 

- Jeg havde ikke forestillet mig, at der var så meget arbejde. Men det handler selvfølgelig også om engagement. Nogle er myreflittige, nogle er mellem-flittige, og nogle hviler lidt på laurbærene, siger den pensionerede skolelærer til Kommunen.dk og sammenligner det med en klasse.

Regeringens sundhedsudspil lægger op til en større central styring på sundhedsområdet. De nye regioner etableres med forpligtelser, som fastlægges af staten, og oven i det vil regeringen introducere en række nyskabelser, som trækker beslutningerne tættere på Christiansborg.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver mere topstyret. Det bekymrer mig, at der kommer få midler, som vi kan prioritere som politikere. Det bliver en lille pulje, vi kan fordele, siger Kirsten Morild Andersen til Kommunen.dk.

Frederikshavneren er dog ikke i tvivl om, at hun igen vil være at finde på stemmesedlen, når vælgerne i Nordjylland om et år går ind stemmeboksen og sammensætter regionsrådet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...