PLASK: Gratis kultur til alle unge i Frederikshavn Kommune
De unge i Frederikshavn Kommune svømmer i tilbud om teater, musik, kunst og anden kultur, men bruger ikke de mange tilbud nok. Det vil PLASK ændre på. PLASK er et nyt tilbud om gratis kultur til alle unge mellem 15 og 25 år i kommunen.
Fra næste år vil alle unge i Frederikshavn Kommune med kulturpasset PLASK i hånden få gratis adgang til Maskinhallen, Nordjyllands Kystmuseum, Frederikshavn Teaterforening og Frederikshavn Kunstmuseum.
Kort fortalt er der gratis entré på Nordjyllands Kystmuseum i Skagen, Frederikshavn og Sæby og Frederikshavn Kunstmuseum. For musik, teater og events på Kystmuseet, kunstmuseet, i Maskinhallen og i teaterforeningen er 10 billetter reserveret til PLASK. Først til mølle.
- Vi er ambitiøse med PLASK. Vores vision er at gøre en forskel for de unge og for kommunen. Flere unge skal beslutte sig for at blive i kommunen eller vende tilbage. For Frederikshavn har masser at komme med, ikke mindst på kulturens område. Med flere unge i kommunn kan det kun blive en endnu mere attraktiv by for alle. Stærke kulturelle tilbud er en forudsætning for, at dén mission lykkes, udtaler Jens Ole Amstrup, Maskinhallen, en af de fire initiativtagere til PLASK.
Forhåbningen bag det nye initiativ med kulturpasset er, at de unge i højere grad vil benytte sig at de mange spændende kulturtilbud, men det fordrer, at kommunens kulturaktører tænker nyt og i øjenhøjde med de unge.
- For at få PLASK ud over rampen skal vi gå i dialog med de unge og inddrage dem i langt højere grad, så de selv kan fortælle, hvad der kan motivere dem til at dykke mere ned i kulturoplevelser som teater, musik, kunst og kulturhistorie. Kultur behøver ikke at være tørt og kedeligt men det kan derimod give helt nye perspektiver og farver i farvepaletten, og det kan vi alle have brug for uanset, hvor vi er i livet, siger Maria Groes Eldh, Nordjyllands Kystmuseum.
Kulturpasset PLASK fås ved at møde op i butikken til Frederikshavn Kunstmuseum. Et PLASK-pas gælder for et år ad gangen.
- PLASK er også god PR for kommunen. Kulturministeren har længe talt om at lave kulturpas til de unge. I Frederikshavn kommune viser vi nu vejen. Med PLASK fortæller vi historien om kommunens mange kulturelle tilbud på en ny og, forhåbentlig, bedre måde, siger Christian Andersen, Frederikshavn Kunstmuseum.
PLASK skydes i gang 16. januar med en event på Frederikshavn Kunstmuseum.
Frederikshavn Kommunes pulje Flere Frie Fællesskaber støtter PLASK.