Til syvende og sidst er det netop flere i arbejde, det handler om
Gruppeformand Jan Bjeldbak (V), medlem af Arbejdsmarkedsudvalget, har skrevet dette indlæg: Regeringen er kommet med et nyt udspil på beskæftigelsesområdet, og lukningen af jobcentrene har taget overskrifterne. Det afgørende i udspillet er dog snarere, at kommunerne i højere grad selv kan organisere beskæftigelsesindsatsen.
I Frederikshavn Kommune har vi på mange områder en effektiv beskæftigelsesindsats, og vi er flere gange blevet fremhævet positivt i diverse undersøgelser.
Kan vi så ikke blive bedre til at få ledige i arbejde? Kan vi ikke bruge vores kræfter bedre?
Jo selvfølgelig, og det er netop her, det afgørende i regeringens udspil skal findes. Udspillet er nemlig først og fremmest et forsøg på at fjerne nogle bureaukratiske lag. Der tales om færre regler, færre sanktioner og meget færre samtaler. Der tales om et opgør med de mange proceskrav.
Ændringer, der gerne skal gøre beskæftigelsesindsatsen lettere og mere smidig. I sidste ende bliver det en fordel for den enkelte ledige, men også for de virksomheder, der har brug for arbejdskraften.
Hvis kommunerne i højere grad selv kan få lov til at organisere beskæftigelsesindsatsen, er jeg sikker på, at vi i Frederikshavn Kommune bliver endnu bedre til at løse opgaven med at få ledige i arbejde. Til syvende og sidst er det netop flere i arbejde, det handler om.