Gå til hoved-indhold
08. februar 2025 - kl. 11.02

Inner Wheel Frederikshavn hjælper Børns Voksenvenner og BROEN

  • 1 af 1
    Fra overrækkelsen ses Hanne Groth Jensen (IW), Dorte Jensen, Børns Voksenvenner, Betina Andersen Markfoged og Kirsten Vejling (IW), Birte Grønfeldt og Ane Johanne Jensen fra Broen. Bagest Ingeborg Thusgaard (IW).
Af  Carsten Thomasen

Inner Wheel i Frederikshavn havde i sidste uge sat fokus på børn fra hjem, der af forskellige grunde har svært ved at have kræfter eller midler til at give deres børn en naturlig voksenkontakt og fritidsaktiviteter. Derfor valgte Inner Wheel at donere 5.000 kroner til to lokale foreninger, der på hver sin måde arbejder på at støtte disse børn.

BROEN har som formål at støtte socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til idræt, spejder, musik eller andre fritidsaktiviteter, så de på lige fod med alle andre børn har mulighed for at dyrke fritidsinteresser.

- Vi støtter børnene gennem et samarbejde med sagsbehandlere, sundhedsplejersker, SSP, lærere, pædagoger og andre, der har daglig omgang med børn og unge, siger Ane Johanne Jensen fra BROEN.

Børns Voksenvenner i Frederikshavn arbejder for at give børn, der mangler en ekstra voksen i deres liv, mulighed for at få en tryg og stabil voksenrelation.

- Vi matcher børn i alderen 6-12 år med engagerede frivillige voksenvenner, som har lyst til at være en positiv og nærværende rollemodel. Vores formål er at forebygge ensomhed blandt børn og styrke deres trivsel og selvtillid gennem venskaber med frivillige, saiger formand Dorte Jensen.

Begge foreninger har brug for flere, der kunne tænke sig et frivilligt job, der oftest giver mere tilbage, end det kræver, siger de samstemmende.

Inner Wheel - giveren af de to donationer - er et internationalt netværk af kvinder i alle aldre og med forskellige baggrunde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...