Sasja Gaardbo blev på kun fem uger klar til sin læreplads hos Statens Administration
EUS Business er for personer med en studentereksamen, der med et fem ugers forløb på Frederikshavn Handelsskole kan tage en læreplads indenfor kontor, handel eller detail. Det har 28-årige Sasja Gaardbo gjort og er nu kontorelev hos Statens Administration i Hjørring.
Siden september har Sasja Gaardbo mødt ind hos Statens Administration i Hjørring, hvor hun er i lære som kontorelev med speciale i regnskab og controlling. Her løser hun opgaver inden for løn, finans, rapportering og afstemning.
- Jeg har i mange år syntes, at kontorfaget var spændende. Kontoruddannelsen er noget, som jeg vil kunne arbejde med i mange år. Det åbner mange døre og til mange forskellige arbejdspladser, siger Sasja Gaardbo.
Hun begyndte derfor i foråret på et fem ugers EUS Business-forløb for studenter på Frederikshavn Handelsskole efter at have fået en læreplads hos Statens Administration i Hjørring.
- EUS Business er et meget kort uddannelsesforløb, som var nemt at overkomme, når man har familie og børn. Det var en oplagt mulighed for hurtigt at komme i gang med min kontoruddannelse, når jeg har min STX. Det betyder også, at jeg hurtigt kom i gang med at få elevløn, som også betyder noget, når man er etableret med familie, siger hun.
På uddannelsen mødte Sasja Gaardbo på fem uger fagene Erhvervsinformatik, Virksomhedsøkonomi og Det uddannelsesspecifikke fag, som tager udgangspunkt i den brancheretning, som den enkelte elev vælger – enten kontor, handel eller detail.
Normalt tager det mindst seks måneder på skole for at blive klar til en læreplads inden for detail eller handel og mindst halvandet år, hvis man ønsker en læreplads med et kontorspeciale. For studenter er det dog muligt at gøre det med kun fem ugers skoleforløb.
- EUS Business er et rigtig godt tilbud til studenter, der har ønske om en fremtid inden for detail, handel eller kontor. Det er en lyn-erhvervsuddannelse for studenter, der på kun fem uger kan blive klar til en læreplads. Vi mærker en efterspørgsel efter elever fra erhvervslivet inden for disse brancher, og det stemmer godt overens med de mange undersøgelser, der viser, at vi kommer til at mangle faglærte, siger Anne Mose, uddannelseschef for EUD & EUZX Business på Frederikshavn Handelsskole.
Frederikshavn Handelsskole starter 19. maj et nyt EUS 5 forløb for studenter.