Gå til hoved-indhold
08. februar 2025 - kl. 00.02

Mere indflydelse for Skagen i Frederikshavn Kommune? Bliv medlem af et parti

  • 1 af 1
    Fra venstre ses Kurt Kirkedal (A), Susanne Venø (A), Mathias Rump Hansen (DF) og Niels Bünemann (V).
Af: Michael Frederiksen

Vejen til mere indflydelse for Skagen i Frederikshavn Kommune? Bliv medlem af et parti. Dét var det umisforståelige budskab fra borgermødet om styrkelse af lokalpolitik i Skagen, som Skagen Byting stod for torsdag i Skagen Kultur- og Fritidscenter.

Budskabet kom fra samtlige politikere i panelet - nye såvel som erfarne:

Kurt Kirkedal (A), tidligere borgmester i Skagen Kommune og tidligere byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune
Byrådsmedlem Susanne Venø (A), Frederikshavn Kommune
Byrådskandidat Mathias Rump Hansen (DF)
Byrådskandidat Niels Bünemann (V)

Debatten gik højt, ordene var stærke fra de fire paneldeltagere.

Lokaldemokratiet, som var essensen af mødet i Kultur- og Fritidscentret, var i fare, lød det fra flere deltagere. Interessen og den aktive involvering i politik må styrkes. Interessen for politik hos den almindelige skawbo er meget lav og faldende.

De emner, som udover det skrøbelige lokaldemokrati kom på banen, var ikke overraskende den 1,7 milliarder kroner store gæld i Frederikshavn Havn, som løseligt betyder, at alle borgere i Frederikshavn Kommune skylder 30.000 kroner.

Kritik var der også til Destination NORD. Deltagerne følte, at Destination NORD mangler fokus på det bedste brand i Nordjylland, nemlig Skagen.

For formand Ole Bjerg Lauritzen, Skagen Byting, er det afgørende vigtigt, at der kommer flere kandidater fra Skagen til kommunalvalget tirsdag 18. november. Styrkelse af det politiske engagement i Skagen har derfor førsteprioritet for Skagen Byting.

- I 2021 kom der syv kandidater ind i Byrådet fra Skagen, men desværre var der to, som trak sig i løbet af valgperioden, hvorfor disse pladser så gik til en kandidat fra partiet, som var opstillet i Frederikshavn, fortæller Ole Bjerg Lauritzen.

Til valget i 2021 var stemmeprocenten i Skagen på 64 procent, og hele kommunen var på 70 procent, hvorfor det er målet som minimum at komme op på 70 procent, som stemmer i Skagen.

- Dette en den demokratiske måde for Skagen at blive hørt i Frederikshavn Byråd, sagde Ole Bjerg Lauritzen.

Bytinget planlægger at holde to valgmøder i efteråret for kandidater, som opstiller fra Skagen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...