Gå til hoved-indhold
09. februar 2025 - kl. 19.02

Camilla Poulsen fra FSF tæt på medalje til The Nordics 

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

I et meget stærkt felt lykkedes det for Camilla Poulsen fra Frederikshavn Skøjteforening (FSF) at opnå en fornem fjerdeplads i Junior Damer ved The Nordics 2025 i Asker i Norge.

Camilla Poulsen løb fredag et fantastisk kort program med god fart og energi. Hun landede en perfekt tripple Lutz + dobbelt Tåloop udover en tripple Flip og en dobbelt Axel, mens alle tre piruetter blev udført på det højeste level 4. Det korte program indbragte hende en rekordhøj score på 52,99 point, hvilket rakte til en flot andenplads efter det korte program - dog kun med en lille margen på 0,02 point ned til nummer tre i rækken.

De øverste seks løbere efter det korte program bestod ud over Camilla Poulsen af fem finske løbere, hvilket ikke var så overraskende, idet de finske juniordamer i mange år har været dominerende blandt de nordiske lande.

Der var stor spænding inden lørdagens lange program, da forskellen mellem nummer to og fem var på lige under fire point, og fire point kan nemt hentes i det lange program, som indeholder hele syv spring/springkombinationer. Spændingsniveauet var derfor på sit højeste, da den sidste opvarmningsgruppe med de fem bedst placerede løb på isen.

Den finske pige, der lå nummer fem efter det korte program, løb et fantastisk langt program og lagde med en samlet score på 146,59 point maksimalt pres på de resterende fire løbere.

Da Camilla Poulsen skulle på isen som næstsidste løber, var der stor opbakning fra resten af den danske trup, og FSF'eren startede stærkt ud med at lande en perfekt tripple Flip, men i andet spring gik det desværre galt. En springkombination med dobbelt Axel og tripple Salchow, som Camilla Poulsen ellers har landet i stort set alle konkurrencer i denne sæson, blev til en enkelt Axel og med fald i Salchow.

Hun viste dog sin store styrke og landede herefter en perfekt tripple Lutz + dobbelt Tåloop samt en tripple Loop. Men endnu en enkelt Axel i stedet for en dobbelt og fald nummer to i tripple Salchow betød, at Camilla Poulsen fik den femtehøjeste score i det lange program, og dermed blev det til en samlet fjerdeplads lige uden for podiet - og podiet blev således et rent finsk anliggende.

Med 141,41 point satte Camilla Poulsen en ny samlet personlig rekord, og en fjerdeplads i Junior Damer ved The Nordics, som traditionelt er en meget stor og stærk række, er en imponerede bedrift af en dansk skøjteløber. Det bedste resultat i Junior Damer de seneste 15 år blev opnået af den tidligere danske topløber Pernille Sørensen med en femteplads tilbage i 2014.

Den flotte tekniske score, som Camilla Poulsen  opnåede ved The Nordics på sammenlagt 76,41 point, er derudover et godt stykke over det adgangsgivende krav på 72 point for deltagelse i Junior VM, men idet at kravet skal være opnået minimum tre uger før Junior VM, som finder sted i Ungarn fra 25. februar, er det desværre nogle få dage for sent til, at vi i år får set Camilla Poulsen deltage i Junior VM.

Hun har dog stadig et enkelt år tilbage som juniorløber, inden hun bliver seniorløber, og med den udvikling, hun har vist i år, bliver det meget spændende at følge hende i næste sæson. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...